BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Brænder du for at forme fremtidens videregående uddannelser på universiteter, de øvrige videregående uddannelser og til centrale velfærdsområder? Er du nytænkende, analytisk og fagligt stærk? Så kan du finde et ambitiøst og meningsfuldt arbejdsfællesskab i Center for Videregående Uddannelse.
Vi skaber fundamentet for fremtiden
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.
Fuldmægtig/specialkonsulent til Center for Videregående Uddannelser
I Center for Videregående Uddannelser (CVU) har vi til opgave at opbygge viden om og understøtte udviklingen af de videregående uddannelser på bl.a. erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter. I centerets tre kontorer løser vi vores opgaver i tæt samarbejde med vores kollegaer i styrelsens øvrige kontorer og i Uddannelses- og Forskningsministeriets departement. Tilsvarende lægger vi vægt på en løbende og udviklende dialog med vores institutioner, videnaktører, studerende og øvrige relevante interessenter på det offentlige og private arbejdsmarked.
Vi søger lige nu nye kolleger til uddannelsespolitisk reformarbejde samt til andre centrale uddannelsespolitiske opgaver inden for bl.a. de store velfærdsområder, universitetsområdet og regulering af det samlede uddannelseslandskab i Danmark. I CVU er vi ca. 60 medarbejdere, der både arbejder med tværgående og kontorspecifikke opgaver. Vi søger følgende medarbejdere til kontorerne i CVU:
Kontoret for Erhvervsakademier, Professionshøjskoler og Maritime Institutioner (EPM)
I EPM arbejder vi blandt andet med at styrke de centrale uddannelser til vores velfærdssamfund, skabe nye tilbud om efteruddannelse og øge rekruttering til særligt den offentlige sektor. Derudover har vi ansvar for styringsdialogen med vores institutioner, den løbende uddannelsesudvikling samt flere internationale opgaver, og vi samarbejder ofte med andre ministerier, f.eks. på det sikkerhedspolitiske område, inden for grøn omstilling eller på dagtilbuds- og skoleområdet. I EPM søger vi en erfaren fuldmægtig til at indgå i både udviklingsprojekter, policyforberedende arbejde og mere løbende driftsopgaver.
Kontoret for Uddannelsesudbud og Optag (UO)
I UO har vi bl.a. ansvaret for udvikling af efter- og videreuddannelsesområdet og optagelse af studerende i Den Koordinerede Tilmelding (KOT). Herudover arbejder vi med styring og udvikling af uddannelsesinstitutionernes landsdækkende og regionale uddannelsesdækning samt dimensionering af studiepladser på institutionerne ift. ledighed og fremtidigt kompetencebehov. I OU søger vi særligt nye kollegaer, som har flair for udviklingsarbejde, og som har lyst og kompetencer inden for dataarbejde og datadreven analyse.
Kontoret for Universiteter og Kunstneriske Institutioner (UK)
I UK arbejder vi bl.a. med rammerne for universiteterne og arkitekt- og designskolerne og bidrager til udviklingen af området. Vores opgaver omfatter mange forskelligartede projekter og driftsopgaver som f.eks. implementering af større politiske uddannelsesinitiativer, tilsyn med de videregående uddannelsesinstitutioner og tværgående indsatser på viden- og policyudvikling for bl.a. grøn omstilling i uddannelser, digitalisering og studerendes trivsel. Til stillingen i UK er det en fordel, hvis du har 1-2 års erfaring fra den videregående uddannelsessektor eller centraladministrationen.
Hverdagen i CVU
Din dagligdag i centeret vil bl.a. bestå af skriftlig formidling, videnindsamling, dataanalyse, ideudvikling og intern og ekstern projekt- og mødeaktivitet. Du får en bred kontaktflade med kolleger i ministeriet og i andre ministerier, ligesom du skal arbejde i tæt dialog med uddannelses- og forskningsinstitutioner og andre samarbejdspartnere. Vi arbejder meget databaseret, og dine opgaver vil indeholde mange korte dag-til-dag deadlines, men også opgaver der løber i halve til hele år, eksempelvis større undersøgelser, eller følger et årshjul. Vi lægger stor vægt på, at opgaverne løses på basis af faglighed, gensidig kommunikation og i et tværgående samarbejde i centeret og på tværs i ministeriet.
Som vores nye kollega skal du være med til at løse en bred vifte af opgaver, som eksempelvis er:
- dialog og samarbejde med de videregående uddannelsesinstitutioner,
- opbygning af viden og netværk, herunder dialog med relevante parter
- udarbejdelse af faglige bidrag til departementet i forbindelse med politikudvikling og ministerbetjening, herunder behandling af data og udarbejdelse af analyser og notater,
- planlægning og eksekvering af udviklingsprojekter, sagsforløb og evalueringer,
- implementering af politiske beslutninger i praksis på uddannelses- og forskningsområdet.
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse og:
- har interesse for udvikling af de videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioner samt styring i den offentlige forvaltning,
- har et stærkt fagligt drive og er dygtig til at planlægge og holde overblik over dine opgaver,
- har skarpe analytiske og metodiske evner samt lyst til at arbejde med data,
- formulerer dig skarpt og præcist og er en dygtig skriftlig formidler, der producerer notater og oplæg af høj kvalitet,
- udviser høj grad af ansvarlighed og selvstændighed i opgaveløsningen,
- har et godt humør og forstår at dyrke gode samarbejdsrelationer både internt og eksternt.
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Har du spørgsmål til stillingen i EPM, er du velkommen til at kontakte souschef Tue Vinther-Jørgensen 7231 7880, e-mail tvj@ufm.dk eller kontorchef Patrizia Marchegiani 7231 8914, e-mail pama@ufm.dk.
Har du spørgsmål til stillingen i UO, er du velkommen til at kontakte souschef Lars Bo Henriksen på 72 31 78 63, e-mail lboh@ufm.dk.eller kontorchef Dorthe Høst Sarup på 30134294, e-mail dhs@ufm.dk.
Har du spørgsmål til stillingen i UK, er du velkommen til at kontakte souschef Michael Udby 7231 7892, e-mail mimu@ufm.dk eller kontorchef Pernille Ulrich 2565 8923, e-mail peu@ufm.dk.
Du bedes venligst skrive i din ansøgning, hvilken eller hvilke stillinger du er interesseret i at komme i betragtning til.
Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest fredag 11. august 2023 kl. 12.00.
Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes i uge 33 og anden samtalerunde i uge 34 2023. Til den første samtale kan der være en mindre faglig opgave, og mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedstest.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige Adgang.
Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen løfter vi en bred portefølje af faglige og administrative opgaver og projekter, der understøtter videreudvikling af dansk forskning, videnbaseret innovation og en løbende kvalitetsudvikling på de videregående uddannelser i et godt internationalt samspil på både forsknings- og uddannelsesområdet. Det sker i tæt dialog med de videregående uddannelsesinstitutioner og øvrige aktører med afsæt i dyb faglighed på de relevante områder. Styrelsen har også ansvaret for den ordinære uddannelsesstøtte (SU) og en række andre særlige støtteordninger for uddannelsessøgende samt ansvaret for drift og udvikling af SU-systemer, studieadministrative it-systemer mv.
#Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herlev Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Uddannelses- og Forskningsministeriet, Haraldsgade 53, 2100 København Ø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170869&DepartmentId=9940&MediaId=2687&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5876847