Teamleder i Byplan, Herlev Kommune

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Brænder du for strategisk byudvikling, fysisk planlægning og for at fremme god arkitektur? Og vil du understøtte den blandede by? Brænder du for ledelse? - Så skal du søge stillingen som vores nye leder!

 

Herlev Kommune er i vækst. Etablering af letbanen, udbygning af Herlev Bymidte, omdannelsen af erhvervsområdet Marielund til blandet bolig og erhverv, udvikling af Rådhusgrunden og en ny skole er blot nogle af de projekter, som kommer til at ændre byen.

Kommunalbestyrelsen har sat en klar retning for kommunens udvikling blandt andet gennem vores nye Kommuneplan 2023 og Klimahandleplanen for Herlev Kommune. Nu søger vi en teamleder, som har stor erfaring med byplanlægning og har lyst til og talent for at lede kommunens byplanteam og de store byudviklingsprojekter.

 

Om Byplan

Team Byplan er en del af Herlev Kommune og refererer til vicedirektør Peter Søndergaard i direktørområdet for teknik, kultur og beskæftigelse. 

Teamet består af seks planlæggere, der med individuelle spidskompetencer bidrager til et højt fagligt niveau. Vi arbejder tæt sammen i teamet og har gode faglige diskussioner. Vi har travlt men humøret er fortsat højt. 

 

Om stillingen

Du får det faglige ansvar for den samlede byudvikling i Herlev Kommune, og som leder skal du sikre fokus på høj faglighed og kvalitet i sagsbehandlingen samt kreativiteten i byudviklingen. Samtidig får du ansvar for at vedligeholde og udvikle teamets faglige kompetencer. Du skal være god til formidle det brede samarbejde og være med til at understøtte den enkelte medarbejders udviklingspotentialer og kompetencer.

I den nærmeste fremtid bliver en vigtig opgave for dig at lede teamet igennem en igangværende omstillingsproces, der skal understøtte større faglighed i opgaveløsningen og mere frihed til den enkelte medarbejder. Derudover er vi i fuld gang med kommuneplanstrategien som skal godkendes inden årsskiftet. 

 

Om dig

Vi forventer, at du har erfaring med hele paletten inden for byplanområdet: Lokalplanlægning, kommuneplanlægning, strategier osv. Du skal være hjemme i planloven og i stand til at sætte dig ind i juridisk komplekse problemstillinger.

Det er vigtigt, at du trives med en stor kontaktflade til bygherrer, udviklere og de mange faglige medarbejdere i organisationen. Du skal være rummelig og have en positiv tilgang til opgaveløsningen og andre mennesker. Det er vigtigt, at du kan motivere og inspirere dine omgivelser, og at du er god til at opbygge og fastholde relationer til såvel medarbejdere som samarbejdspartnere.

Tempoet i teamet er højt, og de faglige facetter er mange. Derfor skal du kunne overskue mange projekter samt opgaver på én gang uden at miste pusten og overblikket. Du skal med gennemslagskraft og anerkendende lederskab bidrage til at skabe kvalitet i byplanlægningen.

 

Vi forventer, at du har følgende kvalifikationer:

  • Relevant uddannelse – fx arkitekt, geograf, landskabsarkitekt, samfundsvidenskab kandidat eller lignende
  • Indgående kendskab til planloven, miljøvurderingsloven og flair for juridiske problemstillinger
  • Erfaring fra en politisk styret organisation
  • Erfaring med udarbejdelse af kommuneplan og lokalplaner
  • Stærke kommunikative evner – både mundtligt og skriftligt
  • Ledelseserfaring enten som personale- eller projektleder

Derudover skal du gerne have følgende personlige kompetencer:

  • Procesorienteret og god til at levere inden for deadlines
  • Arbejder selvstændigt, er handlekraftig og kan sætte retning
  • Er god til at prioritere det samlede teams ressourcer
  • Kan etablere gode samarbejdsrelationer internt og eksternt
  • Går til opgaverne med godt humør og bidrager til teamets trivsel og sociale liv 

 

Om Herlev Kommune

I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores ydelser også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.

Vores vision er at skabe et stærkere Herlev, der er præget af stærke fællesskabsinstitutioner, lokalt medansvar og aktiv deltagelse, hvor alle kan udfolde sig. Et Herlev, hvor de stærke bidrager til at løfte de svage. Visionen handler om at få udviklet byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en stærk bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.

Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsregionen med en god infrastruktur tæt på motorveje samt god kollektiv trafik, der bliver endnu bedre med etablering af letbanen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. 

 

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er på fuld tid og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.
Lønnen aftales efter principperne om Ny løn.

Stillingen er til besættelse fra den 1. december 2023 eller snarest derefter. 
 
Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist er onsdag den 18. oktober 2023.  

Ansættelsessamtale

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 43. 
 
Få mere at vide

Du kan læse mere om kommunen på herlev.dk, og du er meget velkommen til at kontakte vicedirektør Peter Søndergaard på tlf. 4452 6001 eller mail Peter.sondergaard@herlev.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herlev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Område under Direktør Charlotte Wieth-Klitgaard, Herlev Bygade, 90, 2730 Herlev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 18-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5915663

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet