BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Juliane Marie Centret
Ved Afdeling for Børn og Unge og børnekræftlaboratoriet (Bonkolab), Rigshospitalet, opslås et 3-årigt ph.d.-studie til besættelse senest 1/9-2023.
Vi søger en motiveret læge til at gennemføre et internationalt forskningsprojekt inden for området akut lymfoblastær leukæmi hos børn og unge.
Baggrund
Akut lymfoblastær leukæmi (ALL) er den hyppigste form for børnekræft. Med de seneste årtiers fremskridt inden for behandling overlever 90% af børn og unge med ALL. Helbredelsen har dog en væsentlig pris i form af alvorlige bivirkninger og en signifikant andel af de overlevende lever med følger, som kan være både invaliderende og livstruende. Eksempler på alvorlige senfølger er permanent organskade, hjerneskade og sekundær malignitet – alle tilstande, som i høj grad kan påvirke livskvalitet og livslængde for børnekræftoverleverne.
Trods et mangeårigt fokus på disse potentielt livslange behandlingsfølger, er vi stadig langt fra i mål i forhold til at kunne forebygge dem. En af grundene er, at disse tilstande ikke registreres systematisk på tværs af de internationale behandlingskonsortier.
Gennem et omfattende samarbejde har vi for nylig opnået konsensus om, hvordan den tungeste behandlingsbyrde kan defineres og registreres systematisk på tværs af behandlingsprotokoller.
Afprøvning og implementering af den nye strategi er hovedfokus i et igangværende ph.d.-studie, hvor der i øjeblikket indsamles data om de alvorligste senfølger, fra flere internationale kohorter på tværs af Europa, USA og Australien.
Større viden om disse alvorlige tilstande kan bane vejen mod forebyggende tiltag og tidlig målrettet behandling, som samlet vil bidrage til et bedre liv efter helbredelse for kræft tidligt i livet.
Dette ph.d.-projekts primære fokus
Det opslåede ph.d.-projekt vil ligeledes have fokus på de alvorligste senfølger hos børn og unge med akut leukæmi. Flere studier er allerede definerede, herunder en international undersøgelse af sekundær malignitet, hvor du vil være ansvarlig for at koordinere dataindsamling på tværs af flere lande, samt et studie, der for første gang skal undersøge, hvordan de alvorligste senfølger påvirker overlevere af ALL under forskellige kulturelle og socioøkonomiske forhold. Projektet vil være tæt koblet til ovennævnte ph.d.-studie, og du vil således blive en del af et allerede igangsat projekt og samtidig få mulighed for selv at præge dine studier fra et tidligt tidspunkt og dermed gøre projektet til dit eget.
En forskningsuddannelse i et veletableret forskningsmiljø
Projektet omfatter forskning med brug af flere typer data (kliniske, spørgeskema, register), samt mulighed for både kvantitativ og kvalitativ analyse. Du vil blive en del af et veletableret internationalt samarbejde, som inkluderer specialister fra børnekræftafdelinger fra hele verden. Du vil desuden arbejde sammen med en lang række organrelaterede specialer som kardiologi, pulmonologi, endokrinologi, nefrologi, immunologi og neurologi. Som led i denne forskningsuddannelse forventes du at deltage i internationale konferencer og møder.
Din hverdag vil foregå på Bonkolab, som er Danmarks største enhed for børnekræftforskning med mere end 130 ansatte. Du vil indgå i et fællesskab med en større gruppe ph.d.-studerende, som alle forsker i kræft hos børn og unge og ligeledes have mulighed for samarbejde med Bonkolabs faste personale, som inkluderer bioanalytikere der udfører en lang række analyser i vores eget laboratorium, biologer, statistikere samt jurister. På Bonkolab brænder vi for vores projekter og prioriterer samtidig et trygt og inspirerende forskningsmiljø, hvor vi alle forsøger at supplere og støtte hinanden på bedste vis.
Vores forventninger til dig
Du er nysgerrig, engageret, ambitiøs, initiativrig og struktureret med gode samarbejdsevner og interesse for dataanalyse. Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt, men du vil altid have vejledning og støtte fra vejledergruppen og dine øvrige kollegaer. Erfaring med forskning, organisatorisk samarbejde og/eller klinisk arbejde med pædiatri, hæmatologi eller onkologi er en fordel, men ikke et krav. Vi forventer desuden, at du mestrer et højt niveau af engelsk både mundtligt og skriftligt.
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår følger overenskomst og aftaler for Region H.
Stillinger i Juliane Marie Centeret er omfattet af bekendtgørelse om indhentelse af børneattest. Det er derfor en forudsætning for ansættelse, at du har en blank børneattest. Centret indhenter attesten hos Rigspolitiet efter samtykke hos ansøger.
Rigshospitalet er en røgfri arbejdsplads.
Rigshospitalet er en del af Region Hovedstaden.
Ansøgningsprocedure
Skriftlig ansøgning med CV modtages senest 19/6 kl. 24. Ansættelsessamtaler påtænkes afsluttet senest 30/6.
Søg stillingen via linket.
Ved behov for yderligere information rettes henvendelse til læge, ph.d.-studerende Camilla Grud Nielsen på 28450302 /camilla.grud.nielsen@regionh.dk; læge PhD Liv Andrés-Jensen på 35453566/ liv.andres-jensen.02@regionh.dk; eller Professor Kjeld Schmiegelow på 35451357 /kjeld.schmiegelow@regionh.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herlev Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 19-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=249875&DepartmentId=17183&MediaId=4710&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5844370