Områdeledende overlæge for Behandling af nyfødte (neonatalafsnit), Herlev Hospital

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Områdeledende overlæge for Behandling af nyfødte (neonatalafsnit), Herlev Hospital



Hvis du brænder for professionel ledelse, kvalitet i behandlingen af akut syge nyfødte, faglig udvikling og medarbejdernes trivsel, så er det dig vi leder efter.

Stillingen som områdeledende overlæge for Neonatalafsnittet, Herlev Hospital er ledig til besættelse pr. 1. januar 2024 eller efter aftale.

Varetagelse af ledelsesfunktionen i afsnittet forventes løftet i tæt samarbejde med oversygeplejersken.

Om ansøgeren

Stillingen ønskes besat med en speciallæge i pædiatri med gennemført ekspertuddannelse i neonatologi eller lignende uddannelse, der kan sidestilles hermed.

Da der er tale om et afsnit med mange kontaktflader og meget forskelligartede patientforløb, samt på daglig basis behov for at træffe beslutninger her og nu, skal ansøger trives i en omskiftelig hverdag, hvor der er mange bolde i luften. Gode samarbejdsevner er følgelig essentielt.

Ansøger forventes desuden at have interesse og gerne erfaring indenfor ledelse, udvikling og kvalitetssikring. Herunder at videreudvikle afsnittet mht. både behandlingstiltag og standardisering af patientforløb, med fokus på det tværfaglige samarbejde.

Du skal kunne se dig selv i et stort velfungerende arbejdsfællesskab af læger og sygeplejersker, hvor samarbejdet står centralt som omdrejningspunkt og hvor vi lærer af hinanden og supplerer hinanden på daglig basis.

Da uddannelse, undervisning og simulationstræning både monofagligt og tværfagligt er et stort fokusområde i afdelingen, er interesse for dette essentielt og erfaring vil være en fordel.

Om afsnittet for behandling af nyfødte

Neonatologi varetages på Regionsniveau med børn født fra 28. gestationsuge og med vægt over 1000 g. Afsnit for Behandling af nyfødte har 20 sengepladser suppleret med mulighed for tidligt hjemmeophold for op til 8 patienter.

Der indlægges 7-800 børn årligt i afsnittet og afvikles ca. 1.600 ambulante besøg

Afsnittet håndterer tillige patienter op til 4-(6) mdr. med behov for de specielle kompetencer, som er til rådighed i afsnittet.

Om stillingen

Overlægen vil indgå i afdelingens ledelsesteam bestående af afdelingsledelsen, fem områdeledelser og den ledende lægesekretær.

Stillingen er vagtbærende på bagvagtsniveau med varetagelse af neonatale bagvagter med rådighed fra hjemmet. Vagten er seks-skiftet og varetages skiftevis af de seks neonatologiske speciallæger.



Overlægen forventes, i samarbejde med oversygeplejersken, at påtage sig ansvaret for samarbejdet med de øvrige sengeafsnit i afdelingen, fødegang og barselsafsnit samt anæstesi afdelingen.

Om Afdeling for Børn og Unge

Afdeling for Børn og Unge i Herlev er en stor almen børneafdeling med et optageområde på ca. 500.000 indbyggere i Region Hovedstaden, hovedsagelig område Midt.

Afdelingen har højt specialiseret funktion i pædiatrisk diabetes mellitus, pædiatrisk allergologi, socialpædiatri og Tourettes syndrom. Fokusområder er derudover akutpædiatri, endokrinologi, neuropædiatri, neonatologi, infektionssygdomme, nefro-urologi og gastroenterologi.

Afdelingen har et stort fokus på uddannelse både monofagligt og tværfagligt. Supervision og feedback prioriteres i alle funktioner og afdelingens vision er fortsat uddannelse og udvikling for alle, uanset om man er i en klassificeret uddannelses stilling eller ej.

Der tilstræbes et trygt tværfagligt læringsmiljø med særlig fokus og interesse for simulationstræning og gennem læring at etablere og fastholde et godt arbejdsmiljø for alle.

Afdelingen varetager en stor lægelig videreuddannelsesopgave i form af 25-30 uddannelsessøgende læger under speciallægeuddannelse i pædiatri, almen medicin og akut medicin. Derudover er der i semestermåneder dagligt 12-14 medicinstuderende på 12. semester i afdelingen. I Børne- og ungemodtagelsen varetages endvidere uddannelse af sygeplejestuderende, redder-elever og paramedicinere.

Afdelingen har stor forskningsaktivitet hovedsagelig inden for diabetes, neuropædiatri, astma/allergologi og endokrinologi, og der er til afdelingen knyttet tre pædiatriske professorater samt fem kliniske lektorer.

Ansøgning

Ansøgeren bør i ansøgningen forholde sig til de 7 lægeroller: medicinsk ekspert, kommunikation, samarbejde, ledelse og administration, sundhedsfremme, akademiker og professionel

Ansøgningen bedes indsendt vedlagt CV og liste over relevante videnskabelige arbejder.

Ansøgningen sendes til Cheflæge Marianne Sjølin Frederiksen senest fredag den 20. oktober 2023.

Yderligere oplysninger kan rekvireres hos Cheflæge Marianne Sjølin Frederiksen tlf. 3868 9973, konstitueret Oversygeplejerske Helene Nathansen 3868 9685



Samtaler forventes afholdt i uge 43

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herlev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Herlev Hospital, Borgmester Ib Juuls Vej, 2730 Herlev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 20-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5919433

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet