Ledende overlæge søges til transformation af akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte Hospital

dato

Er du født med et iværksætter-gen og trives du med at sætte retningen? Så vil vi gerne have dig med ombord, når vi former fremtidens akutmedicin på Herlev og Gentofte Hospital

Vi søger en stærk lederprofil med organisatorisk tæft og stærk akutmedicinsk faglighed til Akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte Hospital. Du bliver den lægefaglige stemme, der sammen med vores cheflæge, chefsygeplejerske og mellemledergruppe skal drive den store og spændende transformation, som akutområdet på Herlev og Gentofte Hospital skal gennemføre.

Vi skal gå fra en hverdag, hvor specialerne har lægerne i front, til en afdeling med en stærk akutmedicinsk identitet, høj faglighed og et udviklende uddannelsesmiljø både på sygeplejerske og lægeområdet. Vi har tårnhøje ambitioner om at skabe de bedste patientforløb for vores akutte patienter i et tæt samarbejde med specialerne i huset.

Vi laver omstillingen for at kunne håndtere en større del af patienterne inden for det akutmedicinske speciale – med akutmedicinere i front. Det handler ikke kun om at sætte mere skub i flowet, men også om at give patienterne et mere sammenhængende og effektivt forløb, hvor de i højere grad kan blive afklaret og afsluttet direkte hos os.

Vi er langt i det strategiske arbejde og ser frem til at sætte en spændende udvikling i gang – og nu mangler vi kun dig, der ønsker at være med til at drive processen.

Som ledende overlæge får du en central rolle i krydsfeltet mellem hospitalets samarbejdspartnere, din egen stærke faglighed og de medarbejdere, du skal lede og udvikle. Du skal navigere i komplekse hensyn, træffe beslutninger og være med til at sætte retningen for det akutmedicinske speciale. Samtidig skal du medvirke til at løfte uddannelsen af yngre læger, skabe et stærkt arbejdsmiljø og sikre faglig sparring i hverdagen.

Med andre ord får du en bærende rolle, når vi former fremtidens akutte patientforløb, så vi er rustet til Sundhedsreformen og en fremtid med tværsektorielle perspektiver, der kommer til at ændre vores opgaver. Og når vi lykkedes med det, skal det kunne mærkes – både for patienter, pårørende og os selv – vores afdeling skal være et sted, hvor alle kappes om at arbejde, fordi opgaverne er meningsfulde og spændende – og vigtigst af alt fordi vores patienter er tilfredse.

Vi har en fælles mission, der har direktionens fulde opbakning, vores samarbejdende afdelinger er klar – så nu skal vi bare tage fat.

Lidt om dig
Du er speciallæge i akutmedicin med en høj faglighed og solid erfaring. Du har ledelseserfaring – særligt inden for faglig ledelse og flowledelse. Dit kendskab til det akutmedicinske speciale gør, at du formentlig allerede kender – eller kan spotte - de fleste knaster i en omstilling som denne.

Du har organisatorisk tæft og en veludviklet diplomatisk sans. Du trives i en kontekst, hvor mange interesser skal forhandles og balanceres. Du ved, hvornår det er nødvendigt at give lidt for at få det væsentlige igennem. Samtidig er du komfortabel med at være tungen på vægtskålen og træffe den endelige beslutning – som du står på mål for.

Du er desuden et fagligt fyrtårn og brænder for at udvikle akutmedicin som speciale – også for dem, der kommer efter dig. Du motiveres af at være tæt på både drift og udvikling - og ønsker at bygge videre på dine ledelsesmæssige kompetencer i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med afdelingsledelsen.

Lidt om ledelsesopgaven for dig
Du bliver helt central i at tegne retningen for afdelingen hen mod et stort og stærkt akutmedicinsk speciale, og det indebærer:

  • Udvikling af akut medicinske forløb
  • Faglig udvikling af akutmedicin som speciale, herunder indførelse af nye arbejdsgange og procedurer.
  • Oprettelse af HU forløb i afdelingen og ledelse af disse sammen med den uddannelsesansvarlige overlæge
  • Ledelse af sammenhængende patientforløb i samarbejde med samarbejdende afdelinger.
  • Personaleledelse af lægelige kolleger i afdelingen.
Lidt om mig, din nærmeste kollega og leder
Jeg brænder for de akutte patienter og deres forløb. Dette har jeg arbejdet med som operativ leder på Rigshospitalet, i det præhospitale og i Forsvaret. Jeg er en erfaren leder af ledere og anerkender nødvendigheden af tæt kollegial sparring, både ift. det faglige, men også på det ledelsesmæssige område ift. de forandringer - og de spændende udfordringer - vi kommer til at håndtere sammen. Jeg kommunikerer direkte og ærligt og vægter et udviklende arbejdsmiljø, hvor der skal være plads til at afprøve nye indsatser - og til at rette til løbende. Jeg er ikke akutmediciner og glæder mig til at drage fordel af din høje faglighed og viden på dette område, ligesom jeg ser frem til at få en kompetent, lægelig kollega, der kan træde ind i mit sted, når det kræves.

Din kommende afdeling
Vores Fælles Akutmodtagelse er landets travleste med godt 150.000 kontakter årligt og med mere end 400 medarbejdere. Vi bor i nye lokaler i Nyt Hospital Herlev. Afdelingen har en bred vifte af patienter både indenfor båden medicinske og kirurgiske søjle samt et godt samarbejde med hospitalets specialer, det præhospitale og det nære sundhedsvæsen.

Vi er under ombygning til en hybridmodel med en stærk akutmedicinsk faglighed, som kan håndtere en stor del af patientforløbene, og med henvisning eller indlæggelse til specialafdelinger i huset, når det er hensigtsmæssigt for patientforløbene.

Vi vil gerne investere i dig
Vi glæder os til at få dig med på holdet, og vi vil gerne investere i dig.

Hvis ikke du har formel lederuddannelse, vil vi gerne støtte diplom eller master uddannelse, f.eks. Master of Public Governance på CBS eller lignende. Ligeledes støtter vi gerne, hvis du har en aktiv forskningsinteresse.

Vi prioriterer deltagelse i faglige møder, så vi kan sparre på tværs både nationalt og internationalt.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.

Stillingen er en ledelsesfunktion, hvorfor der som udgangspunkt forventes tilstedeværelse i hverdage i dagstid. Der kan forventes vagter i det akutmedicinske speciale 1-2 gange månedligt efter nærmere aftalt.

Ansøgning og CV skal fremsendes senest 12. august, og samtaler afholdes den 19. august. Der kan indgå en test i ansættelsesprocessen. Tiltrædelse den 1. oktober eller snarest derefter. I udformningen af ansøgningen bedes du forholde dig til de syv kompetencer, som lægerollen indeholder.

Ring gerne til cheflæge Charlotte Barfod på telefon: 51 28 93 29, hvis du har spørgsmål til opgaver, arbejdsvilkår eller andet – du er også velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herlev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

skiftende arbejdstid

-Arbejdsgiver:

Herlev Hospital, Borgmester Ib Juuls Vej , 2730 Herlev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 12-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/0ac4c4e2-7813-47f6-8d99-61e2149a817a

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler