Herlev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Københavns Vestegns Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Undersøger brand i biler i Albertslund
Lørdag den 6. juni kl. 02.08 kørte politi og brandvæsen til ildløs i biler i Elefantens Kvarter. Brandvæsenet fik bekæmpet ilden, som angiveligt var opstået i en bil og skadet fire andre i nærheden. Et vidne så to personer i mørkt tøj – begge almindeligt bygget og ca. 180 cm høje – løbe på stisystemet i kvarteret. Det er uvist, om de har en rolle i branden, men Københavns Vestegns Politi, som undersøger brandårsagen, hører gerne fra vidner eller andre – kontakt telefon 4386 1448.
Indbrud i villa i Hvidovre
Lørdag den 6. juni kl. 19.18 blev det anmeldt, at der havde været indbrud i en villa på Langhøjvej i Hvidovre i tidsrummet mellem fredag den 5. juni kl. 22 og lørdag den 6. juni kl. 19. Et vindue var blevet brudt op, og der var bl.a. blevet stjålet smykker og kontanter. Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 4386 1448/114.
Kørte narkokørsel uden førerret i Albertslund
Fredag den 5. juni kl. 16.30 anholdt en politipatrulje en 28-årig mand fra Vallensbæk på en tankstation på Roskildevej på mistanke om kørsel uden førerret, mens han var påvirket af euforiserende stoffer. En narkometertest på Albertslund Politigård bekræftede mistanken. Anholdte nægtede sigtelserne.
Spirituskørsel
Fredag den 5. juni kl. 16.54 blev det anmeldt, at en bil kørte hasarderet og usikkert på Herlev Ringvej. Patruljen fik kort efter bragt bilen til standsning på Gladsaxe Møllevej i Søborg, hvor en alkometertest viste en for høj promille. Føreren af bilen, en 80-årig mand, blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørt til politigården i Albertslund for blodprøve. Han nægtede forholdet.
Kørsel uden førerret i Ishøj
Lørdag den 6. juni kl. 19.35 blev det anmeldt, at en bil kørte slingrende ad Motorring 4 i retning mod Ishøj. En patrulje bragte kort efter bilen til standsning. Det viste sig, at føreren af bilen, en 31-årig mand fra København, ikke havde førerret, så han blev sigtet for kørsel uden førerret, hvilket han erkendte i øjeblikket.
17-årig kørte bil uden førerret i Ballerup
Lørdag den 6. juni kl. 02.18 standsende en politipatrulje en bil på Ringtoften til rutinemæssig kontrol af en bil og fører. Det viste sig, at føreren, en 17-årig kvinde fra Rødovre, ikke havde erhvervet kørekort. Hun blev sigtet for kørsel uden førerret, hvilket hun erkendte.
Anholdt for narkokørsel i Glostrup
Lørdag den 6. juni kl. 05.32 blev en politipatrulje opmærksom på en bil, som kørte friskt til. Bilen blev standset på Hovedvejen, hvor føreren, en 30-årig mand fra Brøndby Strand, blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer. Han blev anholdt og kørt til blodprøve på Albertslund politigård. Han erkendte.
Kørte påvirket i Glostrup
Fredag den 5. juni kl. 00.21 blev en 25-årig mand fra Glostrup standset i en bil på Sydvestvej af en patruljevogn. Han blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer og fundet i besiddelse af lidt hash. På en passager blev også fundet hash. Føreren blev anholdt og kørt til blodprøve på politigården. Han nægtede narkokørsel.
Butikstyveri i Herlev
Søndag den 7. juni kl 17.32 modtog vi anmeldelse om et butikstyveri mod en elektronik-butik på Herlev Hovedgade. Den mistænkte var blevet stoppet af butikspersonalet og erkendte efterfølgende over for vores patrulje, som ankom til stedet kort efter.
Forsøg på indbrud i Gladsaxe
Søndag den 7. juni kl 02.01 blev vores vagtcentral kontaktet af en borger, der havde set en person, der forsøgte at bryde ind i en cykelforretning på Søborg Hovedgade. Indbrudsforsøget lykkedes ikke og mens vi talte med borgeren, undløb den mistænkte fra stedet. Den mistænkte beskrives som iført sort hættetrøje og grønne bukser. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner på telefon 4386 1448.
Butikstyveri i Glostrup
Søndag den 7. juni kl 19.02 modtog vi anmeldelse om, at man havde tilbageholdt en mistænkt ung dreng for butikstyveri i et havecenter på Hovedvejen i Glostrup. Da vores patrulje ankom til stedet, blev de forvist en overvågningsvideo, som angiveligt viste butikstyveriet. Pga. af drengens unge alder blev de sociale myndigheder og drengens forældre efterfølgende involveret.
Kørsel uden førerret i Albertslund
Søndag den 7. juni kl 17 bemærkede en af vores patruljer en bilist, der kørte usikkert på Herstedvestervej i Albertslund. Derfor valgte patruljen at stoppe billisten. Det viste sig, at føreren af bilen ikke havde kørekort, hvilket han erkendte på stedet og han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.