Københavns Vestegns Politi: Nyt fra Herlev - onsdag den 3. juni

dato

Herlev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Københavns Vestegns Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra taske i Glostrup
Lørdag den 30. maj kl. 14.30 modtog vi anmeldelse om, at to personer havde stjålet en tablet fra en borgers taske et sted mellem Sportsvej og Hovedvejen i Glostrup. Borgeren havde ikke opdaget tyveriet før senere og da meldt det til politiet. Der er ikke noget signalement på gerningspersonerne, men vi hører gerne fra vidner på telefon 43861448

Anholdt for spiritus- og narkokørsel i Glostrup
Mandag den 1. juni kl. 05.21 standsede en politipatrulje rutinemæssigt en bil til kontrol af fører og køretøj på Hovedvejen ved Sportsvej. Føreren, en 22-årig kvinde fra København, virkede påvirket, og en alkometertest bekræftede, hun havde drukket for meget. Hun blev anholdt og kørt til Albertslund Politigård, hvor en narkotest også gav udslag. Der blev udtaget blodprøve, og der venter nu et retligt efterspil.

Indbrud i forretning i Ballerup
Mandag den 1. juni undersøgte en af vores patruljer et indbrud i en smykkeforretning i Ballerup Centeret ved klokken 4-tiden. To mænd – begge almindelige af bygning – er set i området. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra evt. vidner på telefon 43861448

Tændt engangsgrill medførte udrykning i Gladsaxe
Mandag den 1. juni kl. 14.45 indgik alarmopkald om brand i en container i Ericaparken i Gentofte (Gladsaxe Kommune). Politi og brandvæsen kørte frem, hvor det viste sig, at en ulmende engangsgrill var efterladt op af en affaldscontainer. Ingen ild i containeren, engangsgrillen slukket. 

Vær varsom med ild
Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at være varsomme med ukrudtsbrændere, bål, grill mv. i sommervarmen. Sørg for, gløder er ordentligt slukkede, og der ikke er brandbart materiale i nærheden. Beredskabsstyrelsen giver følgende gode råd til brandsikker brug af ukrudtsbrænder:

Før du går i gang
Undgå brug af brænderen i tørkeperioder og i blæsevejr. 
Svits kun ukrudtet, når planterne og omgivelserne er fugtige. 
Vand evt. området. 
Sørg for at have brandslukningsudstyr i nærheden. Det kan være 
en fyldt vandkande, en spand, en vandsprøjte eller en pulverslukker.
Læs hele folderen: http://www.brs.dk/folder/ukrudt/hele.pdf

Forsøg på indbrud i ejendom i Herlev
Mandag den 1. juni kl 14.53 modtog vi anmeldelse om, at en indbrudstyv havde forsøgt at komme i en ejendom på Valdemar Planteners Vej i Herlev. Beboeren i ejendommen kunne konstatere, at hoveddøren var blevet forsøgt brudt op, men det var ikke lykkedes tyven at komme ind ad døren og intet var stjålet.

Indbrud i villa i Søborg
Mandag den 1. juni kl. 16.13 blev det anmeldt, at der havde været indbrud i en villa på Højmarksvej i Søborg i tidsrummet mellem fredag den 29. maj kl. 13 og mandag den 1. juni kl. 16. Et vindue var blevet brudt op, hvorefter der var sket indstigning i huset. Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse døgnet rundt på telefon 43 86 14 48/114. 

Trafikuheld i Albertslund
Tirsdag den 2. juni kl. 18.10 skete der et mindre færdselsuheld i krydset Damgårdsvej/Kilegården i Albertslund. En bilist (part2) måtte bremse hårdt op, da den forankørende trafikant pludselig bremsede op. Det resulterede i, at en bagvedkørende bilist (part1) ikke nåede at bremse op og derfor kørte op i bilen foran (part2). Der skete heldigvis ikke personskade.

Bøde og markering på straffeattest for at stjæle slik i Hvidovre     
Tirsdag den 2. juni kl. 18.59 anmeldte en supermarked på Arnold Nielsens Boulevard en 26-årig mand for at have stjålet to poser slik til 51 kr. Der venter ham nu en bøde plus en påtegning, som vil stå på hans private straffeattest i to år og på den offentlige i 10 år.

 

 


Kilde: Københavns Vestegns Politi