Københavns Vestegns Politi: Nyt fra Herlev - fredag den 1. maj

dato

Herlev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Københavns Vestegns Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Herlev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Københavns Vestegns Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

77-årig kvinde sigtet for butikstyveri i Ballerup

Onsdag den 29. april kl. 13.24 kørte en politipatrulje til en anmeldelse om et butikstyveri fra skønhedsbutik på Baltorpvej i Ballerup. Butikkens personale havde tilbageholdt en 77-årig kvinde, idet hun havde stjålet et hårprodukt. Patruljen sigtede hende for butikstyveri, som hun erkendte i øjeblikket.

 

32-årig mand sigtet for flere butikstyverier i Hvidovre og Rødovre

Onsdag den 29. april kl. 00.00 kørte en politipatrulje til en anmeldelse om et butikstyveri fra supermarked på Hvidovrevej i Hvidovre. En butiksdetektiv havde tilbageholdt en 32-årig mand, idet han havde stjålet flere pakker kaffe samt et par sko. Patruljen sigtede ham for butikstyveri, som han erkendte i øjeblikket. Manden havde desuden stjålet flere pakker kaffe fra en anden butik i Hvidovre samt flere pakker kød fra en dagligvarebutik i Rødovre Centrum. Han nægtede begge sigtelser i øjeblikket.

 

46-årig mand sigtet for butikstyveri i Hvidovre

En politipatrulje kørte torsdag den 30. april kl. 17.09 til en anmeldelse om et butikstyveri fra supermarked på Hvidovrevej i Hvidovre. En butiksdetektiv havde tilbageholdt en 46-årig mand, idet han havde stjålet diverse Blu-Ray film. Patruljen sigtede ham for butikstyveri, som han erkendte i øjeblikket.

 

Mand og kvinde sigtet for butikstyveri i Hvidovre

Onsdag den 29. april kl. 20.30 rykkede en politipatrulje ud til en anmeldelse om et butikstyveri fra supermarked på Hvidovrevej i Hvidovre. En butiksdetektiv havde tilbageholdt en 38-årig kvinde og en 32-årig mand, idet de havde stjålet et smykke og et tøjstykke. Patruljen sigtede dem for butikstyveri, som de begge erkendte i øjeblikket. 

 

42-årig mand sigtet for butikstyveri i Ishøj

En politipatrulje kørte onsdag den 29. april kl. 15.01 til en anmeldelse om et butikstyveri fra supermarked på Ishøj Lille Torv i Ishøj. En butiksdetektiv havde tilbageholdt en 42-årig mand, idet han havde stjålet en flaske spiritus. Patruljen sigtede ham for butikstyveri, som han erkendte i øjeblikket.

 

Indbrud i værksted i Albertslund

Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et indbrud i et værksted sket mellem tirsdag den 28. april kl. 15.12 og onsdag den 29. april kl. 04.25 på Nyvej i Albertslund. Et vindue var opbrudt, og diverse værktøj var stjålet. Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 4386 1448/114.

 

Indbrud i villa i Hvidovre

Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et villaindbrud sket mellem mandag den 27. april kl. 16.00 og onsdag den 29. april kl. 00.30 på Strandhavevej i Hvidovre. En dør var ulåst, hvorfor der var skaffet sig adgang via denne, og diverse elektronik var stjålet. Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 4386 1448/114.

 

Vær opmærksom på indbrud

Overordnet siger vi: 
1. Gør det besværligt: Huset (låse, døre, vinduer) skal kunne modstå indbrudsforsøg i 3 min. Brug tænd/sluk lys udendørs, tyven kan ikke lide at skabe opmærksomhed. Lim glaslister fast og skru rammen fast med stålskruer. Sæt ekstra beslag på udsatte vinduer, hvor tyven kan have arbejdsro.
2. Gør det risikofyldt: Aftal nabohjælp! Det tyven frygter mest er mennesker, der er opmærksomme. Aftal at passe på hinandens boliger i ferierne – brug nabohjælp (feriekalender). Aftal at I er opmærksomme i hverdagen og reagere hvis i ser noget der stikker ud – brug nabohjælp (advarsler). Hold hækken lav til vejen, så tyven ikke har arbejdsro
3. Brug din sunde fornuft: Ryd op og fjern f.eks. iPad fra vinduet og rod i haven med børnenes legetøj.

To mænd udsat for røveri i Taastrup

Onsdag den 29. april kl. 01.15 rykkede en politipatrulje ud til en anmeldelse om et røveri mod to mænd på 21 og 22 år sket på et stisystem ved Spaden C i Taastrup. En gruppe på fem til syv maskerede mænd havde skubbet til de to mænd og stjålet kontanter fra den 21-årige. De to mænd slap med mindre skader. De mistænkte røvere beskrives som ikke etnisk danske mænd iklædt mørkt tøj og maskering for mund og næse. Københavns Vestegns Politi efterforsker sagen og modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet. Henvendelse døgnet rundt på telefon 4386 1448/114. 

 

29-årig kvinde sigtet for spirituskørsel i Herlev

Fredag den 01. maj kl. 03.05 kørte en politipatrulje til en anmeldelse om et mindre færdselsuheld på Grønsvinget i Herlev. Et vidne havde set en bilist påkøre hans parkerede bil, hvorfor politiet blev kontaktet. Patruljen standsede bilisten – en 29-årig kvinde – og skønnede hende alkoholpåvirket, hvorfor hun blev sigtet og anholdt for spirituskørsel samt kørt til politigården i Albertslund til blodprøver. Hun erkendte i øjeblikket.

 

Spirituskørsel koster dyrt

Bøden for førstegangs-spirituskørsel beregnes efter årsindtægt og promillestørrelse. Tjener man f.eks. 250.000 kroner, koster en promille på 0,51 første gang 5.000 kroner, en promille på 1 koster 10.000 kroner og 1,5 hele 15.000 kroner. Promiller fra 0,5 til 1,2 udløser en betinget frakendelse af kørekortet. Ved promiller over 1,2 mistes førerretten straks. Når frakendelsestiden er udløbet, skal man først gennemgå et særligt kursus om alkohol og trafik. Derefter skal man tage – og betale for - kørekort helt forfra. Promiller over 2 og gentagen spirituskørsel udløser fængselsstraf. Straffen kan gøres betinget mod en indtægtsbestemt bøde og afvikling af samfundstjeneste eller alkoholistbehandling. Hvis du tidligere har en dom for narkokørsel og efterfølgende kører spirituskørsel, vil det blive betragtet som værende anden gang du kører spirituskørsel. 

 

40-årig mand sigtet for flere lovovertrædelser i Rødovre

En politipatrulje kørte torsdag den 30. april kl. 19.23 til en anmeldelse om mulig besiddelse af en ulovlig kniv ud for Tårnvej i Rødovre. Et vidne havde set en person stå med en kniv, hvorfor politiet blev kontaktet. Patruljen fik standset personen – en 40-årig mand – ved hans knallert og sigtede ham for overtrædelse af knivloven, som han erkendte i øjeblikket. Han blev ligeledes skønnet alkohol – og narkopåvirket, hvorfor han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel og narkokørsel samt kørt til politigården i Albertslund til blodprøver. Han erkendte spirituskørsel og nægtede narkokørsel i øjeblikket. Manden var desuden frakendt førerretten, hvorfor han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, som han erkendte i øjeblikket.

 

Kørsel i frakendelsestiden kan koste fængselsstraf

Kørsel i frakendelsestiden koster fængsel anden gang. Er du frakendt førerretten, koster det en bøde første gang, du alligevel fører bil. Bødestørrelsen afhænger af din indkomst. F.eks. er bøden 10.000 kroner, hvis du tjener 250.000 kroner årligt. Tjener du 400.000 kroner, er bøden på 16.000 kroner. Anden gang du kører, er straffen 10 dages fængsel, som kan gøres betinget mod en indtægtsbestemt bøde og afvikling af 30 timers samfundstjeneste. Tredje gang skal man 20 dage i fængsel, og derudover kan bilen konfiskeres. Fjerde gang koster 30 dages fængsel.  

 

Narkotikakørsel

Straffen for narkokørsel afhænger af, om der er tale om kørsel med hash i blodet eller kørsel med andre stoffer i blodet. I begge tilfælde er bøden indkomstbestemt og beregnes ud fra årsindtægten.
Kørsel med hash i blodet: Straffen første gang for kørsel med hash i blodet afhænger af THC-koncentrationen, som er inddelt i tre niveauer: Lavt, middel og højt. Her er straffen henholdsvis en halv måneds nettoløn og et klip i kørekortet, en måneds nettoløn og betinget frakendelse af førerretten og en måneds nettoløn og ubetinget frakendelse af førerretten. 
Kørsel med andre narkotiske stoffer i blodet: Straffen første gang for kørsel med andre narkotiske stoffer i blodet er bøde og giver hel måneds nettoløn samt altid en ubetinget frakendelse af førerretten. Gentagen narkokørsel udløser fængselsstraf uanset om, hvilken form for narko der er tale om. Fængselsstraffen kan gøres betinget mod en indtægtsbestemt bøde på en måneds nettoløn og afvikling af samfundstjeneste eller behandling mod narkotikamisbrug. Hvis du tidligere har en afgjort spiritussag og efterfølgende kører narkokørsel, betragtes det som anden gang du kører narkokørsel.

 
Kilde: Københavns Vestegns Politi