Kent Jensen fra Hellerup cykler til tops i Pyrenæerne

Profilbillede
dato

250 danske cykelentusiaster er i øjeblikket i fuld gang med at træne på den tohjulede for at blive klar til september, når de kæmper sig i mål på de afgørende Tour de France-bjerge i Pyrenæerne. En af dem, der allerede nu bruger mange timer i sadlen, er Kent Jensen fra Hellerup, der har valgt at tage kampen op mod de franske bjergtoppe på sin cykel, men også mod en verden uden sclerose. Det er nemlig sammen med resten af rytterne på Scleroseforeningens cykelevent, Cykelnerven, at han sammen med sine kollegaer hos Dansk Sundhedssikring samler ind til forskning i sclerose på sin tur op ad Tour-bjergene.

På Cykelnerven deler alle 250 deltagere en fælles passion for bjergcykling af den krævende slags. Men de har også en fælles mission. De cykler nemlig også for at samle penge ind til forskning i sygdommen sclerose – en sygdom, der gennemsnitligt rammer to danskere hver dag. Faktisk har Danmark en af verdens højeste forekomster af sclerose, og på bare 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet.

I dag lever over 17.200 danskere med den uhelbredelige sygdom, og i kampen mod en verden uden sclerose og et bedre liv med sygdommen, indsamler cykelrytterne hvert år et stort millionbeløb ind til den forskning, der skal være med til at sætte en kæp i sclerose-hjulet.

Hver enkel rytter er altafgørende for at samle penge ind til den livsvigtige forskning, og det er da også en af grundene til, at Kent Jensen fra Hellerup ifører sig en Cykelnerven-trøje og trofast sætter sig op på den tohjulede:

"Det betyder rigtig meget for mig at kunne være med til at støtte op om et så vigtigt projekt. Det at kunne støtte forskningen i sclerose kommer til at blive trækplastret, hver gang jeg sætter mig op på cyklen, for det er altså nemmere at hoppe i træningstøjet og hive cyklen frem, når man ved, at det ikke kun drejer sig om sit eget ve og vel og sin egen cykeloplevelse. Det handler i allerhøjeste grad om at få samlet penge ind til forskningen i sclerose, der kan komme alle med sygdommen tæt inde på livet – syge som pårørende – til gode".

"Jeg er CEO hos Dansk Sundhedssikring, og i år stiller vi op med et team, der glæder sig helt vildt til at komme afsted. Vi glæder os alle til at komme afsted sammen som et hold, og det fede er, at selvom jeg normalt er den øverste leder, er der intet hierarki, når vi er ude på vejene sammen. Når vi sætter os i sadlen, er der ingen forskel på mig eller vores key account manager, eksempelvis, for her kigger vi mere på, hvem der er den hurtigste i sadlen – hvis det er det, der er omdrejningspunktet. Nogle gange cykler vi også bare, så alle har en fair chance for at cykle med. Der skal være plads til alle og alles niveau".

Indsats fra Hellerup er guld værd

Cykelnervens ambassadør og cykelekspert, Dennis Ritter, står igen i år for at udvælge Cykelnervens rute, som hvert år tager udgangspunkt i de bjerge, eksperter verden over udråber som værende de mest afgørende for dette års Tour de France. Og her var der ingen tvivl. Det bliver i Pyrenæerne, det endelige slag skal slås.

"Rutemæssigt er jeg meget spændt på etaperne i Pyrenæerne, hvor løbet helt sikkert bliver afgjort i år. Det er en meget skrap og seværdig menu, Tour-arrangørerne serverer i løbets sidste tredjedel. De har fundet nogle af de længste og sværeste stigninger, Pyrenæerne kan byde på. Og heldigvis er det de samme stigninger, vi i Cykelnerven skal ned og prøve kræfter med", fortæller Ritter og fortsætter:

"Rytterne skal især glæde sig til Col du Portet, der er det højeste pas i de franske Pyrenæer. Her skal vi helt op i den tynde luft i 2.215 meters højde over havet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Tour-etapen op til Col du Portet kommer til at blive historisk og mindeværdig. Det bliver en kæmpestor oplevelse for alle".

 Det bliver således etaperne 16, 17 og 18, som Kent og de resterende Cykelnerveryttere skal køre i Pyrenæerne, og netop dette område danner rammerne for både en hård og bjergrig afslutning. Her kan også nævnes bjerge som Col de la Cour og Col de val Louron-Azet, men også et par af de mest legendariske bjerge i Tour-sammenhæng, nemlig Col du Tourmalet samt Hautacam. Og det kræver da også en vis portion træning, dedikation og ikke mindst indsats at kunne træne sig op til disse etaper.

 De 250 deltagere er fordelt på 10 hold rundt om i landet – heriblandt de otte ryttere fra Hempel. Hvert hold har sin egen kaptajn, som på frivillig basis arrangerer og koordinerer både træning og fundraising i mange måneder forud for turen til Frankrig. Og alle løfter i flok for at samle penge ind til forskning. Takket være lokale sponsorer og lokal støtte har Cykelnervens ryttere samlet tæt på 30 millioner kroner ind til forskning i sclerose siden starten tilbage i 2014.

"Hver eneste rytter på holdet gør en meget stor indsats for at skaffe sponsorater, sælge logopladser på holdets cykeltøj og ikke mindst arrangere lokale events, der kan sikre de nødvendige midler til forskning i sclerose. Corona har ikke gjort den indsats lettere. Derfor er vi ekstra glade for den fantastiske opbakning fra det lokale erhvervsliv, som selv i svære tider vælger at støtte deres lokale hold. Det er simpelthen guld værd", fortæller Mette Hjulmand Leonhard-Hjorth, der leder Cykelnerven hos Scleroseforeningen.

Tour-eksperten bakker op

Ildsjælene fra Dansk Sundhedssikring og resten af Cykelnerven får selskab af en stribe kendte og garvede TV- samt sportsfolk, når de rammer Pyrenæerne til september. Her tæller blandt andet Claus Elming og Peter Tanev, legender fra fodboldlandsholdet, som Martin Jørgensen og Thomas Helveg, to af medlemmerne af den originale OL-Guldfireren, Eskild Ebbesen og Niels Laulund, samt Tour de France-ekspert, som nævnt, Dennis Ritter:

"Hvert eneste år slår det mig, hvor livsbekræftende og hjertevarmende det er at dele cykeloplevelser med andre mennesker. Den begejstring og glæde, Cykelnerven-deltagerne kommer med, er utrolig smitsom. Og det at bestige bjerge sammen – som jo for os alle er en fysisk meget krævende udfordring – giver en stolthed og en lykkerus, der ikke kan sammenlignes med andet, jeg kender til. Samtidig ved vi jo alle, at vi er der for en sag, der skal hjælpe alle med sclerose nu og i fremtiden. Det giver et ekstra stærkt bånd og sammenhold, hvilket man også tydeligt mærker før, under og efter løbet", fortæller Ritter.

Cykelnerverytterne kører i år fra 15. til 18. september, og når rytterne kører over målstregen den 18. september, kan de fejre fire hårde og oplevelsesrige etaper med 362 kilometer bjergkørsel i Pyrenæerne og ikke mindre end cirka 10,989 højdemeter.

 Følg Cykelnerven her eller på Facebook.

Kilde: Redaktionen