BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du også interesseret i hvordan man får mest mulig performance ud af en supercomputer? Eller er du skarp til at finde nålen i den kryptologiske hø-stack? Eller kan du bare godt lide at skille ting ad? Så er Forsvarets Efterretningstjenestes krypto-enhed helt sikkert noget for dig.
Vores krypto-enhed vokser og vi søger krypto-kyndige folk til flere forskellige stillinger! Uanset om du er autodidakt, bachelor, kandidat eller Ph.d. hører vi meget gerne fra dig.
Krypto-enheden arbejder bredt i hele FE inden for efterretningsarbejde, operationer og rådgivning.
Vi søger flere forskellige krypto-profiler til 3 forskellige speciale områder:
HPC
Er du også interesseret i hvordan man får mest mulig performance ud af en supercomputer? Så er vores krypto-enhed nok noget for dig.
Nogle gange er det vigtigt med masser af hardware, for at løse de problemer vi står med. Det betyder at der både skal købes udstyr med de rette specifikationer, der skal etableres en højtydende infrastruktur og softwaren skal være optimeret til det maksimale.
Her er fascination af computerarkitektur og hardware samt softwareoptimering de vigtige parametre, for at jobbet er det rette for dig. Opgaverne kan bestå i f.eks. at optimere maskinkode, balancere time-memory trade-off. Det er ikke nok at købe masser af udstyr – der skal også være helt styr på alle detaljer, så driverne fungerer optimalt.
Det kan være du har erfaring med embedded devices, low-level programmering eller debugging? Eller måske har du erfaring med FPGA-programmering?
Research
Kan du finde nålen i den kryptologiske hø-stack?
Foretrækker du at forske, men vil gerne slippe for at søge funding, så har vi muligvis en stilling til dig. Vores arbejde er ikke decideret grundforskning, da vi også har et mål om at det skal ud og skabe effekt indenfor en kortere årrække. Vores metode og dagligdag har alligevel en del til fælles med forskning, da den primært består af længerevarende projekter, uden garanti for succes. Du skal være glad for at fordybe dig, arbejde selvstændigt og selv have ideerne til de næste projekter. Vores baggrund er typisk teoretisk datalogi, kryptologi og matematik, men det er ingen forudsætning.
Dit arbejde ville kunne indbefatte vulnerability-research, særligt med fokus på kryptologiske aspekter, men kan også bestå at protokolanalyse og bredere research som f.eks. kvante- og postkvantekrypto.
Allround it-ekspert
Kan du lide at skille ting ad? Her behøver du ikke altid at samle tingene igen bagefter.
I vores kryptoenhed arbejder vi med en lang række forskellige opgaver, som kræver en høj grad af IT-ekspertise og gerne matematisk forståelse.
Vores opgaver spænder fra at skille software ad, analysere det, undersøge for sårbarheder til implementering af HPC-software, f.eks. på GPU. Vi arbejder med statistik, machine-learning og kryptologi.
Så hvad enten du elsker at rode med firmware, krypto-opgaver til CTF’er, netværks- og dataanalyse, eller har prøvet at lave din egen krypteringsalgoritme, så har vi opgaver, der vil være interessante for dig.
Det siger din kommende leder og kollega om arbejdspladsen
”Kreativitet og opfindsomhed er nøgleparametre for os. Så derfor prøver jeg at give mine medarbejdere størst mulig frihed i hverdagen. Når jeg leder efter nye medarbejdere er det afgørende for mig at folk er nysgerrige og har mod på at lære nyt – ikke bare de første 8 måneder – men også efter 8 år.” – Søren, leder
”Jeg synes det er motiverende, hvor mange fagområder vi faktisk dækker, og hvor meget jeg har mulighed for at lære. Det lyder måske som en kliché, men det er altså fedt at arbejde med nogle ting, som man ikke kan lave på andre arbejdspladser. Selvom jeg ikke kan tale om mit arbejde med mine venner og studiekammerater, så har jeg mulighed for at samarbejde med andre eksperter i ind- og udland. Det er vildt fedt når vores udenlandske samarbejdspartnere roser mit arbejde.” – Rasmus, kollega
Vi værdsætter forskellighed og vi er ikke kun for de udvalgte
… og på gangene kan man møde alt fra hættetrøjer og jeans til stiletter og jakkesæt. Hos Forsvarets Efterretningstjeneste er det meste af det vi laver hemmeligt. Det er måske også derfor, du ikke har fået et indtryk af os som arbejdsplads. Men hvis du tror, at FE er for de specielt udvalgte, så skal du vide, at vi favner bredt på alder, kompetencer, etnicitet og køn. FE kan måske for nogen lede tanken hen på en medarbejderstab med afsæt i militæret, men vi er først og fremmest en stor medarbejdergruppe med civil baggrund og uddannelse.
”Vi er alt andet end en støvet tjeneste. Vi er i sagens natur en speciel størrelse, og selvom vi arbejder for en større sags tjeneste og endnu mere fred i Danmark, så er vi helt nede på jorden.” – Christoffer
Fælles for os er et højt fagligt niveau og en dyb passion for vores arbejde, som forenklet er at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden. Spionage er et af verdens ældste erhverv, hvilket betyder, at vi konstant følger og tilpasser vores organisation til udviklingen i verden. Vi var her i går, vi er her i dag, og vi er her også i morgen.
Når vi har fri, har vi fri
Når du bliver en del af FE, kommer du ind i et helt specielt miljø, du ikke finder mange andre steder. Når man ikke kan tale åbent om sit arbejde med andre end sine kolleger, får man nemlig et helt særligt sammenhold. Hos os er der heller ikke noget med at tage arbejdet med hjem. Alt dit grej bliver på jobbet, og når du går ud ad døren, har du derfor fri. Rigtig fri!
Ansættelsesforløb med lidt mere grundighed end normalt
I FE er vi nødt til at være en smule mere grundige end de fleste andre. Du skal derfor være klar på et ansættelsesforløb, der kombinerer forskellige test og samtaler. Du skal også sikkerhedsgodkendes.
De fleste stillinger har fast base på vores kontor i Dragør. Men der vil ligeledes være mulighed for efter aftale, at arbejde på en af vore øvrige lokationer i København. Når vores nye, topmoderne domicil bliver klar i 2027 ved Svanemøllens Kaserne, rykker alle i FE under samme tag.
Er du nysgerrig efter at vide mere?
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR- partner på fe-2602@fe-ddis.dk eller på 33 32 55 66, lokal 2233, hvis du har spørgsmål til stillingerne eller ønsker flere oplysninger.
Send din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 13. juni 2023.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 25 og stiler mod en ansættelse fra 1. september 2023.
Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herlev Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarets Efterretningstjeneste, Kastellet 30, 2100 København Ø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 13-07-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=169204&DepartmentId=6081&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5838119