BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Ønsker du at bruge dine stærke kompetencer inden for statistik og databehandling? Så kan du bruge dem hos os, til at videreformidle statistiske opgørelser på en præcis og relevant måde inden for Udlændingeområdet i Danmark.
Lidt om alt det vi tilbyder
Udlændingestyrelsens Statistikteam producerer og videreformidler, både nyudviklet og tilbagevendende, statistik for hele Udlændinge- og Integrationsministeriets område til regeringen, Folketinget, den brede offentlighed og en række andre interessenter. Vi udarbejder datagrundlag til sagsstyring og ledelsesinformation i de forskellige myndigheder i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern og udvikler desuden Udlændingestyrelsens business intelligence løsning.
Arbejdet i teamet omfatter bl.a. udarbejdelse af statistikker, besvarelser af forespørgsler og præsentation af ledelsesinformation og naturligvis at sikre den bedst mulige kvalitet af datagrundlaget. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med bl.a. kolleger i fagkontorerne og kolleger i de øvrige myndigheder i koncernen, herunder også i den koncernfælles it-funktion.
Statistikteamet er placeret i Kontoret for Forretningsanalyse og Udvikling. Kontorets fælles opgave er at understøtte, udvikle og optimere arbejdsprocesser i Udlændingestyrelsen. Opgaven løses med data, analyse og konkrete løsninger, som kan bidrage til, at styrelsens øvrige kontorer kan levere bedst muligt på deres faglige kerneopgaver. Gennemgående er, at vi løser alle vores opgaver i tæt samarbejde med resten af styrelsen.
I Statistikteamet bliver du en del af et team på 12-13 medarbejdere, som alle har kompetencer inden for statistik og ledelsesinformation samt behandling af data. Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads, som prioriterer høj kvalitet i opgavevaretagelsen, og hvor tæt samarbejde i teamet og med øvrige kolleger er afgørende for at lykkes med opgaverne.
Udlændingestyrelsen er en arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø. Du vil få gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv. Vi har desuden en uformel omgangstone, og vi har det sjovt selv i en travl hverdag.
Vores forventninger til dig
Du trives i samarbejde med dine nærmeste kolleger og samarbejdspartnere i andre faggrupper og vil gerne arbejde med data og statistik. Du har en rigtig god talforståelse, elsker at levere data og opgørelser af høj kvalitet, ligesom du kan overskue store datamængder og har måske endda interesse for at arbejde med BI-løsninger og databaseudtræk.
Du kan både være kontoruddannet eller have en akademisk baggrund, og så har du arbejdet med behandling af tal og data, og har mod på at blive en del af en styrelse i løbende forandring.
Derudover forventer vi, at du:
- er fagligt dygtig og kan trives med, til tider, korte deadlines
- har en stor interesse for forskellige typer data og tal fra forskellige kilder
- har gåpåmod i forhold til selv at opsøge ny viden og løsninger
- er effektiv, resultatorienteret og kvalitetsbevidst i dit arbejde
- har gode mundtlige og skriftlige formuleringsevner
- har en positiv indstilling og bidrager med godt humør - fx ved kaffemaskinen eller i faglige sammenhænge
Erfaring med udarbejdelse af statistik og ledelsesinformation vil være en fordel, men det er ikke et krav.
Yderligere information
Statistikteamet i Kontoret for Forretningsanalyse og Udvikling har arbejdssted i Udlændingestyrelsens hoveddomicil, som ligger i Næstved – lige ved stationen.
Du ansættes i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern enten efter OAO-S-Fællesoverenskomsten og relevant organisation eller overenskomsten for akademikere i staten og relevant organisation. For den rette ansøger med akademisk baggrund kan der blive tale om ansættelse som konsulent. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Politiets Efterretningstjeneste vil gennemføre et sikkerhedstjek af din person, så vi i Udlændinge- og Integrationsministeriet kan vurdere, om du er egnet til at varetage stillingen. Du skal løbende kunne bestå et sikkerhedstjek under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Jacob Sønderby Christiansen på telefon 51 62 61 77 eller mail jch@us.dk.
Søg stillingen
Klik på knappen i højre side og upload din ansøgning, eksamensbevis mv. senest mandag den 5. juni 2023.
Vi forventer at holde samtaler i uge 24. Der vil være en skriftlig test i forbindelse med samtalen, hvor vi tester din tal- og dataforståelse.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herlev Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
US - København, Ryesgade 53, 2100 København Ø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=169197&DepartmentId=8774&MediaId=3177&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5838085