Center for Klinisk Metabolisk Forskning på Gentofte Hospital søger en engageret projektsygeplejerske til en 1-årig stilling (med mulighed for forlængelse)

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er du sygeplejerske og har du lyst til at arbejde med klinisk lægemiddelforskning inden for overvægt og metabolisme?

En 1-årigt fuldtidsstilling som projektsygeplejerske hos Center for Klinisk Metabolisk Forskning (CKMF), Gentofte Hospital, er ledig til besættelse per 1. august eller snarest derefter.

Vi søger en selvstændig, udadvendt og dynamisk sygeplejerske med veludviklet sans for systematik og et godt drive til et klinisk forskningsprojekt om medicinsk behandling af svær overvægt. Forsøget afvikles af et tværfagligt projektteam på vores forskningsafdeling (CKMF) på Gentofte hospital under ledelse af professor Filip K. Knop.

Om stillingen
Du har som projektsygeplejerske i CKMF en central rolle i vores kliniske lægemiddelforsøg med selvstændigt ansvar for at planlægge og gennemføre besøg med deltagerne, indsamle data, løse diverse nøgleopgaver og vedligeholde Trial Master File. Du vil i samarbejde med det øvrige team indgå i både rekruttering og fastholdelse af deltagerne samt være med til at varetage kontakten til vores eksterne monitor, som overvåger forsøgsafviklingen med det formål at sikre klinisk forskning af højeste kvalitet.

Stillingen vil hovedsageligt være knyttet til et igangværende klinisk fase II lægemiddelforsøg, der undersøger en ny injektionsbehandling til svær overvægt (’Dapiglutide for the treatment of obesity ”DREAM”’), som ledes af Postdoc Casper Nielsen. Du vil sammen med Casper, en anden projektsygeplejerske, forsøgslæger, medicinstuderende og vores bioanalytiker, udgøre det daglige team omkring dette projekt. Forsøget er et lægemiddelforsøg i et dobbeltblindet, randomiseret design og deltagerne (samt personalet) er naive over for om injektionsbehandlingen er placebo eller aktiv behandling (dapiglutide). Der vil være nogle on-site doseringsbesøg og en række opfølgende telefonbesøg, hvor antal og tidspunkt på dagen kan variere afhængigt af deltagernes ønsker. Der forventes derfor en vis fleksibilitet i stillingen, for at kunne imødekomme dette. Forsøget havde første deltager i foråret 2023 og vil rekruttere deltagere indtil primo 2024, hvorefter der bl.a. vil være andre mere administrative opgaver i forsøget.

Med tiden vil du også kunne tilknyttes et af forsøgscenterets egne ph.d.-projekter i den udstrækning, der er behov for og tid til det. Dette aftales løbende og vil afhænge af hvor hurtigt rekrutteringen til forsøgene forløber.

Udover de projekter du vil være allokeret til forventes det, at du indgår i den daglige drift af centeret og bidrager til den bedst mulige afvikling af vores forskning. Det kan være en hjælpende hånd i forsøgsrummene eller laboratoriet, hvor vores blodprøver klargøres til nedfrysning eller det løbende vedligehold af depot, fryserum og andre faciliteter.

Om dig
Det er ikke en forudsætning, at du har erfaring med enten forskning eller afviklingen af kliniske lægemiddelforsøg/GCP, men det vil være en fordel. Rollen som projektsygeplejerske kræver derudover, at du både er struktureret, god til at skabe overblik og er et socialt og imødekommende væsen, der er lydhør over for deltagernes individuelle behov. Som point of contact spiller du en helt central rolle for både rekruttering og fastholdelse. Desuden vil du fra starten af ansættelsen blive introduceret til en række specifikke kliniske procedurer og IT-systemer, hvorfor en god portion gå-på-mod vil være en fordel.

Af personlige kvaliteter lægger vi stor vægt på, at du er systematisk og kan gå til både de sjove og de mere rutineprægede opgaver med godt humør og ansvarlighed. Det er vigtigt, at du kan motivere dig selv, og at du både fungerer godt i samarbejder og med at tage selvstændigt ansvar. Til gengæld kvitterer vi med stor frihed til at kunne tilrettelægge din arbejdsdag. Selvfølgelig under hensyntagen til forsøgsdeltagerne og projektet.

Om Center for Klinisk Metabolisk Forskning
CKMF blev etableret i sin nuværende form i foråret 2019 og er en enhed med vide rammer, hvor der er kort vej fra idé til handling. Det afspejler sig i en dynamisk og flittig personalegruppe og en stor årlig produktion af videnskabeligt arbejde af høj kvalitet. Centret er et ungt og innovativt forskningsmiljø i et omfattende netværk af kliniske forskere. Vi samarbejder med flere europæiske og amerikanske universiteter samt en række medicinalvirksomheder i vores bestræbelser på at identificere effektive og sikre behandlinger inden for blandt andet diabetes, hjertesygdom, overvægt og leversygdom.

Det er vigtigt for os at udvikle og uddanne dygtige klinikere og akademikere, og vores enhed huser aktuelt mere end 25 forskere (professorer, læger, humanfysiologer og medicinstuderende) samt seks projektsygeplejersker, en sekretær, to studentermedhjælpere og en bioanalytiker. Forskningsenheden blev i 2014 udnævnt til Global Excellence-center i Region Hovedstaden – en anerkendelse af faglige miljøer på regionens hospitaler og universiteter, hvis indsats er i verdensklasse, når det gælder forskning, udvikling og ibrugtagning af ny viden om teknologier og nye behandlingsformer rettet mod sundhedsvæsenet i Danmark.

Løn og ansættelsesvilkår
Projektsygeplejersken ansættes i en 1-årig stilling på overenskomstgældende vilkår i henhold til aftale mellem Dansk Sygeplejeråd og Region Hovedstaden. Stillingen er som udgangspunkt en vagtfri fuldtidsstilling. Der kan dog i nogle tilfælde forekomme arbejdstid udover almindelig dagtid, hvor der forventes fleksibilitet, men dette vil i høj grad kunne planlægges lokalt i forsøgsteamet. Stillingen er tidsbegrænset til 1 år, med mulighed for forlængelse.

Kontakt
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Postdoc Casper Kjærsgaard eller Clinical Operations Manager, sygeplejerske Nina Løn:

casper.kjaersgaard.nielsen@regionh.dk / +45 60 11 74 34
nina.loen@regionh.dk / +45 20 54 35 08

Send din ansøgning, CV samt andre relevante bilag på nedenstående link senest fredag d. 23. juni 2023. Der vil blive afholdt samtaler løbende.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Center for Klinisk Metabolisk Forskning

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herlev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Gentofte Hospital, Kildegårdsvej 28, 2900 Hellerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 23-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=250063&DepartmentId=11992&MediaId=4718&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5849683

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet