Bliv piccoline/piccolo i Herlev og skab en god arbejdsramme på Center for Ejendommes hovedkontor

dato

I denne stilling får du en helt central rolle som ’blæksprutte’ og kontaktpunkt for medarbejdere og gæster på Center for Ejendommes hovedkontor i Herlev – lige ved Herlev station.

Din opgave bliver at bidrage til at gøre huset til et velfungerende og imødekommende sted, hvor der er styr på det praktiske og rart at være. Det kræver, at du er åben, servicemindet, har gåpåmod og kan arbejde selvstændigt med opgaverne.

Om at være piccolo eller piccoline i Center for Ejendomme
I Center for Ejendomme står vi for byggeri, renovering, drift og logistik på Region Hovedstadens hospitaler. Vi går op i gode rammer og et højt serviceniveau – og i at have et stærkt og uformelt arbejdsfællesskab på tværs af afdelinger og enheder på centerets mange lokationer.

De ambitioner har vi også med ind i vores daglige drift af Center for Ejendommes hovedkontor, CEJ-Huset, som er den daglige ramme for omkring 100 medarbejdere. Som piccoline/piccolo er du med til at understøtte denne ambition ved at løfte opgaver, som bidrager til:

  • En åben og imødekommende stemning
  • Et højt serviceniveau for dem der kommer i huset
  • Rene, ryddelige og tilgængelige mødelokaler
  • Forplejning til interne møder
  • Et velforsynet depot med kontorartikler
  • Velfungerende frokostordning og fyldte kaffemaskiner
  • Behandling af opkald på Center for Ejendommes hovedtelefon
  • Rettidig betaling af regninger
  • Hjælp ved interne arrangementer
Du vil blive ansat i enheden Stab og Strategi, hvor vi er 16 medarbejdere, der står klar til at hjælpe hinanden, når behovet opstår, og når det går ekstra stærkt.

Du vil i det daglige referere til Line, der er vores interne koordinator og er en del af Stab og Strategi. Line har ansvaret for driften af CEJ-huset og for at arrangere og afvikle større, interne events. Hun vil sørge for at få dig sat godt i gang med opgaverne og svare på alle de spørgsmål, du har.

Dine andre nærmeste kolleger vil være:

  • Kim, Tommy, Tanja, Matilde og Simon der arbejder med intern kommunikation og presse
  • Mogens, Cecilie og Henning, der arbejder med sagerne til regionens politikere
  • Trine, Caroline og Michala der arbejder med kultur- og organisationsudvikling
  • Pernille, der sidder med vores it-portefølje
  • Julie, der assisterer Center for Ejendommes direktion.
  • LG, der er vores chef for beredskab og sikkerhed
  • Samt Christoffer, der bliver din nye chef
Vi vægter gensidig tillid og arbejdsglæde højt, og du kan forvente en arbejdsplads med et uformelt miljø, hvor vi kan have travlt, men også har det sjovt med hinanden.

Om dig
Vi forventer af dig, at du er meget servicemindet, har overblik og trives med praktiske og rutineprægede opgaver. Samtidig skal du være omstillingsparat, da der i en dynamisk og til tider travl hverdag opstår mange ad hoc-opgaver.

Du skal kunne arbejde selvstændigt og forstå vigtigheden af at være i en servicefunktion. Du er et ordensmenneske med sans for detaljen, der møder nye opgaver med optimisme og gåpåmod og bidrager positivt til arbejdsmiljøet med smil og godt humør.

Det er vigtigt, at du selv har blik for de opgaver, der skal løses, og er god til at få taget dig af dem af egen drift. Det kan være alt fra at få ryddet op i et mødelokale til at få tømt opvaskemaskinen eller afkalket kaffemaskinen.

Du skal desuden være god til at formulere dig på skrift, da du til tider vil skulle skrive ud til husets ’beboere’. Vi forventer også, at du kan tage dig af lettere opgaver i forbindelse med betaling af regninger.

Det er en fordel, hvis du har kørekort. Du skal desuden være opmærksom på, at nogle opgaver kræver en rimelig fysisk form, for eksempel når der skal ændres indretning i mødelokaler.

Jobbet er oplagt til dig, der er ved at afslutte en ungdomsuddannelse og som vil arbejde et år på fuld tid, før du skal videre. Stillingen er derfor tidsbegrænset til 12 måneder, og vi har et ønske om, at du er hos os i hele perioden frem til omtrent samme tid næste år.

Vi regner med, at du starter tirsdag den 18. august 2026. Du vil begynde med en oplæringsperiode, hvor vores nuværende piccoline, Ingrid, vil sætte dig ind i opgaverne, inden hun skal videre.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte vores interne koordinator, Line Offerlin Larsen, på tlf. 20 53 87 30 eller mail: line.offerlin.larsen@regionh.dk

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Stillingen er på ca. 37 timer om ugen. Arbejdstiden vil som udgangspunkt ligge mandag til fredag mellem kl. 8.00 og 16.00.

Arbejdsstedet er på Center for Ejendommes hovedkontor i Herlev, CEJ-Huset, som ligger på Stationsalleen 42, 2. sal, lige ved Herlev Station.

Ansøgningsprocedure
Send din ansøgning, cv og andre relevante dokumenter via linket her på siden.

Ansøgningsfristen er søndag den 31. maj 2026.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Se og læs mere om Center for Ejendomme her.





INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herlev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Center for Ejendomme, Lyskær , 2730 Herlev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 31-05-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/64fdd599-1126-4b15-b558-3ae5a92a225a

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet