Bliv forsker hos Steno Diabetes Center Copenhagen og forebyg kroniske sygdomme hos børn og unge

dato

Vil du være med til at udvikle, afprøve og implementere nye koncepter, tilgange og metoder og dermed bidrage til at forebygge, at børn og unge udvikler kroniske sygdomme?

Forskningsgruppen Børn og Unge i Afdeling for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfund på Steno Diabetes Center Copenhagen søger en forsker med tiltrædelse den 1. marts 2026 eller snarest derefter. Der forventes at være interne ansøgere til jobbet.

Afdeling for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfund
Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfund er en afdeling på Steno Diabetes Center Copenhagen med en forskningsbaseret tilgang til udvikling af indsatser, der fremmer sundheden, forebygger udviklingen af diabetes, og gør livet med diabetes lettere blandt borgere i Region Hovedstaden, Danmark og udlandet. Afdelingen samarbejder med andre afdelinger på Steno Diabetes Center Copenhagen, med de øvrige Steno-centre, og med en lang række offentlige, private, civile og akademiske aktører. Afdelingen består af ca. 70 medarbejdere organiseret i fem forskningsgrupper, samt et forskningsstøttende sekretariat.

Forskningsgruppen Børn & Unge

Forskningsgruppen beskæftiger sig med sundhedspædagogiske indsatser målrettet børn og unge med diabetes eller svær overvægt og deres familier. Der forskes i psykosociale aspekter af livet med sygdom og/eller alvorlige sundhedsudfordringer - med særligt fokus på familiers hverdagsliv, skolers og institutioners rolle, sociale kontekster samt brugen af sundhedsteknologier. Indsatserne og forskningsresultaterne bygger altid på teoretisk mangfoldighed og anvender fleksible metodiske tilgange tilpasset målgruppen. Gruppen arbejder tæt sammen med børne og unge klinikken på SDCC i bestræbelserne på hele tiden at optimere SDCC’s tilbud til børn og unge med diabetes samt deres familier.

Arbejdsopgaver

Som forsker i Børn og Unge medvirker du til at udvikle, implementere og evaluere forskningsbaserede interventionsprojekter. Du understøtter igangværende initiativer, men bruger også tid på at udvikle nye initiativer og skaffe fondsmidler hertil. Du påtager dig gerne et fagligt ansvar, når der er brug for det. Du faciliterer processer for udvikling af komplekse interventioner, evalueringsplaner og forskningsprotokoller. Du deltager aktivt i indsamling, håndtering og analyse af data. Du publicerer forskningsresultater videnskabeligt og populærvidenskabeligt.

Din profil

  • Du har en ph.d.-grad og har efterfølgende gennemført flere års forskning indenfor en relevant akademisk disciplin, fx psykologi, sociologi eller antropologi.
  • Du har erfaring med udvikling og implementering af forskningsprojekter.
  • Du har arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse af kroniske sygdomme.
  • Du har udviklet og afprøvet tilgange og metoder, der understøtter sundhedsfremmende udvikling.
  • Du har forsket i børn og unge.
  • Du har erfaring med participatorisk aktionsforskning og samskabelse.
  • Du har en alsidig videnskabelig metodeerfaring, men er særligt stærk i kvalitative metoder.
  • Du har et solidt og relevant fagligt netværk på tværs af forskning og praksis.
  • Du har publiceret adskillige videnskabelige artikler i internationale peer reviewed tidsskrifter.
  • Du har gode erfaringer med at skrive fondsansøgninger og skaffe penge til forskningsprojekter.
  • Du har en anerkendende og inkluderende tilgang til dine kollegaer og du er en teamplayer, der naturligt deler ud af din viden.
  • Du mestrer dansk og engelsk i tale og skrift.
Vi tilbyder

  • Et tværfagligt og interdisciplinært arbejdsmiljø præget af passion, imødekommenhed, tillid og gensidig respekt.
  • Engagerede, dygtige og ambitiøse kollegaer med bred faglig ekspertise indenfor forebyggelse og sundhedsfremme.
  • Stor kontaktflade til forsknings- og udviklingsmiljøer i Danmark og udlandet, herunder stærke relationer til lokale, kommunale, regionale og nationale samarbejdspartnere.
  • Gode faglige udviklingspotentialer.
Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende regionale overenskomst for forskere. Ansættelsen er på fuld tid i 2,5 år med mulighed for forlængelse. Stillingen er placeret i forskningsgruppen Børn & Unge med reference til forskningsleder Dan Grabowski. Ansættelsesstedet er Steno Diabetes Center Copenhagen, Borgmester Ib Juuls Vej 83, 2730 Herlev.

Ansøgningen

Du bedes indsende en ansøgning på dansk, som indeholder din motivation og baggrund for at søge stillingen (max 1 side), CV og publikationsliste, dokumentation for kvalifikationer og uddannelser, samt to relevante videnskabelige artikler, som du har skrevet. Ansøgningsfristen er mandag den 16. februar 2026. Jobsamtaler finder sted i uge 9.

Kontakt

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte forskningsleder Dan Grabowski på dan.grabowski@regionh.dk

Steno Diabetes Center Copenhagen

Steno Diabetes Center Copenhagen er et internationalt anerkendt diabeteshospital under Region Hovedstaden. Det er Skandinaviens største diabeteshospital med en tilknytning af ca. 11.000 borgere med diabetes. Hospitalet tilstræber at blive internationalt førende indenfor forebyggelse og behandling af diabetes og andre kroniske sygdomme i et sammenhængende sundhedssystem. Læs mere på www.sdcc.dk og følg os på Facebook, Twitter og LinkedIn.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herlev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Steno Diabetes Center Copenhagen, Borgmester Ib Juuls Vej , 2730 Herlev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-02-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/afbfe020-f1f4-4211-a510-007389ff4000

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet