Bliv farmakonom i Galenisk afdeling hos Region Hovedstadens Apotek

dato

Region Hovedstadens Apotek på Marielundvej 25 i Herlev søger en farmakonom til produktion af tabletter. Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi søger en stabil farmakonom, som med initiativ og godt humør vil være med til at sikre, at vi fortsat producerer tabletter til patienterne efter gældende kvalitetskrav og GMP-regler.

Ud over tabletproduktionen, som denne stilling omhandler, producerer vi i Galenisk afdeling en række ikke-sterile lægemidler som suppositorier, cremer, salver samt orale og kutane opløsninger. Vi leverer produkterne til regionens egne hospitaler og til andre sygehusapoteker.

Galenisk afdeling består af 22 engagerede og erfarne medarbejdere. Du vil sammen med en operatør udgøre teamet, der producerer tabletter. Et godt samarbejde på tværs af faggrupperne i afdelingen, samt med de andre afdelinger på Apoteket, er en forudsætning for at tabletterne produceres og leveres til patienterne rettidigt og i en høj kvalitet. Derfor lægger vi vægt på at du kan lide at samarbejde bredt.

Vi har en uformel og uhøjtidelig omgangstone i afdelingen, og ønsker at vores kommende kollega trives med dette.

Om jobbet
Jobbet er en god kombination af fysisk arbejde og omhyggelighed, da det spænder fra håndtering af råvarer og granulater til indstilling af tabletmaskinen og overtrækning af tabletter, til rengøring af udstyr og polering af stempler.

Batchstørrelserne er på 10.000 til 400.000 tabletter, og er derfor relativt små. Produktionen indebærer derfor også en del manuelle processer, og der vil derfor indgå fysisk arbejde i jobbet.

En del af udstyret har kørt i mange år, og driften og vedligeholdet af det kræver derfor noget teknisk snilde. Samtidig er der dog også en udskiftning i gang, som gør, at man også skal være omstillingsparat i forhold til ny teknologi indenfor området.

Ud over selve tabletproduktionen, som er langt den største del, vil stillingen også indeholde skriftligt arbejde i form af opdatering af masterkort og instrukser, samt deltagelse i udarbejdelse af ændringssager og afvigelser. Derudover kan deltagelse i større eller mindre kvalificeringer af udstyr også være en mulighed.

Om dig
Tabletproduktionen er et håndværk der skal læres, og vores nye kollega skal derfor være en stabil medarbejder, som er engageret i sit arbejde i tabletproduktionen. Dertil vil teknisk snilde, omhyggelighed og interesse for mekanik være en fordel, da der indgår mange manuelle processer og udstyr grundet produktionens størrelse.

Galenisk afdeling arbejder med selvledelse, hvilket betyder en øget grad af medbestemmelse og medansvar hos den enkelte medarbejder. Dig og din makker vil derfor i høj grad selv stå for den daglige planlægning af tabletproduktionen ud fra den aktuelle lagerstatus.

Derudover har den ideelle kandidat følgende kvalifikationer:

  • Uddannelse som farmakonom, industrioperatør, procesoperatør eller tilsvarende
  • Erfaring indenfor produktion af tabletter, eller interesse for at lære det
  • Erfaring med arbejde iht. GMP, eller har kendskab til dette
  • Erfaring med at arbejde i Word og Excel
Vi er en afdeling, som lægger vægt på at have det rart, mens vi er på arbejde, og derfor skal vores nye kollega være positiv og have et godt humør. Er du den rette og brænder du for opgaverne, står vi selvfølgelig klar med grundig oplæring og glæder os til at modtage din ansøgning.

Yderligere oplysninger
Har vi vakt din interesse, og ønsker du at høre mere om, hvad vi tilbyder, så kontakt os for et uforpligtende kaffemøde eller læs mere her.

Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere om stillingen. Hvis du vil vide mere om opgaverne og hverdagen i Galenisk afdeling, er du velkommen til at kontakte farmakonom Birgit Valentin Hansen på tlf.: 44 57 78 53.
Hvis du har spørgsmål vedrørende ansættelsesforhold osv., er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Nina Bangsgaard Rasmussen tlf.: 44 57 77 52.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst. Der forhandles tillæg efter kvalifikationer.

Stillingen er en fast fuldtidsstilling og til besættelse pr. 1. februar 2025.
Arbejdstiden ligger i tidsrummet 7.30-14.54 med flextidsordning og tjenestested på Marielundvej 25 i Herlev.

Ansøgningsprocedure
Ansøgningsfristen er tirsdag d. 26. november. Samtaler forventes afholdt i uge 48-49.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herlev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Region Hovedstadens Apotek, Marielundvej , 2730 Herlev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 26-11-2024;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6147748

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet