Vil du stå i spidsen for en højtspecialiseret plastikkirurgisk afdeling? Er du en motiverende personaleleder, som kan skabe følgeskab, samarbejde og trivsel? Og kan du sætte retning for forskning og udvikling?
Afdeling for Plastikkirurgi søger en chefsygeplejerske, som har nemt ved at etablere og vedligeholde stabile og smidige samarbejdsrelationer. Som arbejder ud fra et højt fagligt niveau, og som har visioner for afdelingens fortsatte udvikling.
Sammen med cheflægen skal du varetage den strategiske, administrative, økonomiske, faglige og personalemæssige ledelse af afdelingen. I vil indgå i den samlede hospitalsledelse, som har et tæt samarbejde med direktionen, de øvrige hospitaler og kommuner.
Afdelingen arbejder målrettet på at tilrettelægge de bedste elektive patientforløb med patientsikkerhed, -tilfredshed og kvalitet som pejlemærker, og som chefsygeplejerske skal du kunne vise vejen, opnå følgeskab, inspirere og motivere alle fagligheder på tværs af afdelingen.
Du skal kunne understøtte og udbygge afdelingens forskningsmiljø, ligesom du i høj grad kommer til at arbejde med uddannelse og kompetenceudvikling af medarbejderne, idet vi tror på, at fokus på uddannelse og det gode arbejdsmiljø skaber de bedste forudsætninger for vores patienter.
Om afdelingen Afdeling for Plastikkirurgi har hoved- og regionsfunktion indenfor plastikkirurgi for et område, der omfatter ca. 735.000 indbyggere (område midt og nord i Region Hovedstaden).
Vi behandler en bred vifte af elektive patienter. På årlig basis har vi ca. 1300 operationer i generel anæstesi og en betydelig operativ aktivitet i lokalanæstesi. Vores ambulatorium har ca. 17.000 patienter om året. Omkring 70 % af vores patienter har kræft (modermærkekræft, hudkræft, brystkræft).
Inden for kirurgisk behandling af følger og senfølger efter kræft har afdelingen højt specialiseret funktion i rekonstruktiv mikrokirurgi med fri vævstransplantation og kirurgisk behandling af lymfødem. Afdelingen har desuden funktionen korrektion af hudoverskud efter massivt vægttab for Region Hovedstaden (og Bornholm).
Plastikkirurgien har på baggrund af kræftbehandling og rekonstruktiv kirurgi et stort samarbejde på tværs af specialer og sektorer. Afdelingen har bl.a. et tæt samarbejde med Afdeling for Brystkirurgi, da afdelingen er Region Hovedstadens center for brystrekonstruktion og onkoplastiske indgreb for kvinder med brystkræft eller forstadier til brystkræft.
Vi har mange andre samarbejdspartnere på tværs af specialer på hospitalet. I samarbejde med Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme har afdelingen højt specialiseret funktion for rekonstruktion efter avanceret bækkenkirurgi for tarmtumorer og for gigantbrok. Derudover har vi samarbejde med Afdeling for Led- og Knoglekirurgi omkring revision og rekonstruktion hos patienter med kronisk knoglebetændelse.
Afdelingen har ca. 100 ansatte. Udover afdelingsledelsen, består ledelsesgruppen af to oversygeplejersker, ledende overlæge og ledende lægesekretær. Vi har aktuelt ca. 25 læger og 50 sygeplejersker ansat. Den øvrige medarbejderstab består af social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer og en klinisk fotograf.
På uddannelsesområdet varetager afdelingen præ- og postgraduat lægeuddannelse samt uddannelsen af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og lægesekretærer svarende til landsstandard. Derudover har afdelingen en forskningsenhed med professorat og aktuelt 6 ph.d.-studerende.
Der henvises i øvrigt til afdelingens hjemmeside.
Om dig Det er vigtigt, at du:
- er en motiverende og lyttende personaleleder, som kan skabe følgeskab og trivsel.
- skaber tydelige rammer og understøtter en kultur, hvor der er højt til loftet.
- er åben og anerkendende i din kommunikation og tager ansvar for og prioriterer et godt arbejdsmiljø.
- kan gå forrest med en initiativrig og visionær tilgang og et skarpt blik for udviklings-, forsknings- og innovationsmuligheder.
- arbejder ambitiøst, åbent og målrettet med at inddrage patienter og pårørende.
- er dygtig til at skabe relationer, ønsker samarbejde, har humor og tør bringe dig selv i spil overfor samarbejdspartnere internt og eksternt.
- deltager aktivt i råd og udvalg både inden- og udenfor hospitalet, regionalt og nationalt.
- har en dynamisk og patientcentret tilgang til det kliniske arbejde.
- er visionær, initiativrig og sparrer og samarbejder med afsnitsledere, ligesom du har fokus på at sætte medarbejderes potentiale i spil.
- har ledelseserfaring og gerne en relevant lederuddannelse på masterniveau eller tilsvarende.
- har dansk autorisation som sygeplejerske og interesse for det plastikkirurgiske speciale.
Vores vision er at være et universitetshospital med indsigt og udsyn. Vores mission er ’Godt behandlet’ – det er vores løfte til patienter, pårørende, ansatte og samarbejdspartnere, og vi arbejder hver dag på at gøre det til virkelighed. Derudover udvikler vi stærke fællesskaber, skaber bæredygtig sundhed, kommunikerer aktivt og modigt samt bygger bro til fremtiden. Du bliver med andre ord en del af et unikt og værdibaseret fællesskab i hospitalsledelsen, hvor direktion og afdelingsledelser sammen sætter retning og mål for Herlev og Gentofte Hospitals fremtid – sammen omsætter vi vision til virkelighed, mission til handling og værdier til adfærd.
Så drømmer du om at udvikle dine lederevner på en plastikkirurgisk afdeling på et hospital, hvor kulturen er præget af tillid og ordentlighed, og hvor patienten altid sættes først, så modtager vi gerne din ansøgning.
Stillingen er ledig til besættelse den 1. november 2026 eller efter nærmere aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår Du bliver ansat i henhold til aftale for chefer på Sundhedskartellets område, indgået mellem Dansk Sygeplejeråd og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
Yderligere oplysninger om stillingen Ønsker du yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte vicedirektør Rene Priess på telefon 2164 8354.
Ansøgningsfrist og proces for ansættelse Ansøgningsfristen er den 6. september 2026. Du sender ansøgningen via annoncelinket her på siden.
Ansættelsessamtaler gennemføres i to runder. Første samtalerunde forventes afholdt den 17. september 2026 og anden samtalerunde den 28. september 2026.
Ansøgere, som går videre til anden samtalerunde, gennemfører en personprofilanalyse. Dette sker elektronisk, og det forventes, at der gives personlig tilbagemelding i uge 39.
Alle henvendelser behandles fortroligt.
Henvisningsmateriale
- Stillingsbeskrivelse
- Pejlemærker for god ledelse
- Hospitalets ambition ”Godt behandlet”
- Målbillede for Region Hovedstaden
- Region Hovedstadens ledelsesgrundlag
- Region Hovedstadens Hospitalsplan
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herlev Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Herlev Hospital, Borgmester Ib Juuls Vej , 2730 Herlev
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/752c40c4-4d1f-44fa-a4ae-49900bf8eb27