Bliv cheflæge for plastikkirurgisk afdeling hos Herlev og Gentofte Hospital

dato

Vil du stå i spidsen for en højtspecialiseret plastikkirurgisk afdeling? Er du en motiverende personaleleder, som kan skabe følgeskab, samarbejde og trivsel? Og kan du sætte retning for forskning og udvikling?

Afdeling for Plastikkirurgi søger en cheflæge, som har nemt ved at etablere og vedligeholde stabile og smidige samarbejdsrelationer. Som arbejder ud fra et højt fagligt niveau, og som har visioner for afdelingens fortsatte udvikling.

Sammen med chefsygeplejersken skal du varetage den strategiske, administrative, økonomiske, faglige og personalemæssige ledelse af afdelingen. I vil indgå i den samlede hospitalsledelse, som har et tæt samarbejde med direktionen, de øvrige hospitaler og kommuner.

Afdelingen arbejder målrettet på at tilrettelægge de bedste elektive patientforløb med patientsikkerhed, -tilfredshed og kvalitet som pejlemærker, og som cheflæge skal du kunne vise vejen, opnå følgeskab, inspirere og motivere alle fagligheder på tværs af afdelingen.

Du skal kunne understøtte og udbygge afdelingens forskningsmiljø, ligesom du i høj grad kommer til at arbejde med uddannelse og kompetenceudvikling af medarbejderne, idet vi tror på, at fokus på uddannelse og det gode arbejdsmiljø skaber de bedste forudsætninger for vores patienter.

Om afdelingen Afdeling for Plastikkirurgi har hoved- og regionsfunktion indenfor plastikkirurgi for et område, der omfatter ca. 735.000 indbyggere (område midt og nord i Region Hovedstaden).

Vi behandler en bred vifte af elektive patienter. På årlig basis har vi ca. 1.300 operationer i generel anæstesi og en betydelig operativ aktivitet i lokalanæstesi. Vores ambulatorium har ca. 17.000 patienter om året. Omkring 70 % af vores patienter har kræft (modermærkekræft, hudkræft, brystkræft).

Inden for kirurgisk behandling af følger og senfølger efter kræft har afdelingen højt specialiseret funktion i rekonstruktiv mikrokirurgi med fri vævstransplantation og kirurgisk behandling af lymfødem. Afdelingen har desuden funktionen korrektion af hudoverskud efter massivt vægttab for Region Hovedstaden (og Bornholm).

Plastikkirurgien har på baggrund af kræftbehandling og rekonstruktiv kirurgi et stort samarbejde på tværs af specialer og sektorer. Afdelingen har bl.a. et tæt samarbejde med Afdeling for Brystkirurgi, da afdelingen er Region Hovedstadens center for brystrekonstruktion og onkoplastiske indgreb for kvinder med brystkræft eller forstadier til brystkræft.

Vi har mange andre samarbejdspartnere på tværs af specialer på hospitalet. I samarbejde med Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme har afdelingen højt specialiseret funktion for rekonstruktion efter avanceret bækkenkirurgi for tarmtumorer og for gigantbrok. Derudover har vi samarbejde med Afdeling for Led- og Knoglekirurgi omkring revision og rekonstruktion hos patienter med kronisk knoglebetændelse.

Afdelingen har ca. 100 ansatte. Udover afdelingsledelsen, består ledelsesgruppen af to oversygeplejersker, ledende overlæge og ledende lægesekretær. Vi har aktuelt ca. 25 læger og 50 sygeplejersker ansat. Den øvrige medarbejderstab består af social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer og en klinisk fotograf.

På uddannelsesområdet varetager afdelingen præ- og postgraduat lægeuddannelse samt uddannelsen af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og lægesekretærer svarende til landsstandard. Derudover har afdelingen en forskningsenhed med professorat og aktuelt 6 ph.d.-studerende.

Der henvises i øvrigt til afdelingens hjemmeside.

Om dig Det er vigtigt, at du:

  • er en motiverende og lyttende personaleleder, som kan skabe følgeskab og trivsel.
  • skaber tydelige rammer og understøtter en kultur, hvor der er højt til loftet.
  • er åben og anerkendende i din kommunikation og tager ansvar for og prioriterer et godt arbejdsmiljø.
  • kan gå forrest med en initiativrig og visionær tilgang og et skarpt blik for udviklings-, forsknings- og innovationsmuligheder.
  • arbejder ambitiøst, åbent og målrettet med at inddrage patienter og pårørende.
  • er dygtig til at skabe relationer, ønsker samarbejde, har humor og tør bringe dig selv i spil overfor samarbejdspartnere internt og eksternt.
  • deltager aktivt i råd og udvalg både inden- og udenfor hospitalet, regionalt og nationalt.
  • har en dynamisk og patientcentret tilgang til det kliniske arbejde.
  • er visionær, initiativrig og sparrer og samarbejder med afsnitsledere, ligesom du har fokus på at sætte medarbejderes potentiale i spil.
  • har ledelseserfaring og gerne en relevant lederuddannelse på masterniveau eller tilsvarende.
  • har dansk speciallægeautorisation og interesse for det plastikkirurgiske speciale.
Hvad bliver du en del af Herlev og Gentofte Hospital er et af Danmarks største akuthospitaler og et af de nationale kræftcentre. Vi har mange højtspecialiserede funktioner inden for psykiatrien og somatikken, et stort og rigt forskningsmiljø, er et mor-barn-center og en stor uddannelsesinstitution. Vi forsker, uddanner, behandler og helbreder. Vi hører hjemme på flere lokationer og har akutte, specialiserede og elektive patientforløb samt store forventninger til, at vi sætter de relevante dagsordener kommunalt, regionalt, nationalt og internationalt. Vi samarbejder tæt med hinanden på tværs af hospitalet og med vores gode eksterne samarbejdspartnere i kommunerne, almen praksis og regionen om at implementere sundhedsreformen og realisere det nære sundhedsvæsen til gavn for borgerne.

Vores vision er at være et universitetshospital med indsigt og udsyn. Vores mission er ’Godt behandlet’ – det er vores løfte til patienter, pårørende, ansatte og samarbejdspartnere, og vi arbejder hver dag på at gøre det til virkelighed. Derudover udvikler vi stærke fællesskaber, skaber bæredygtig sundhed, kommunikerer aktivt og modigt samt bygger bro til fremtiden. Du bliver med andre ord en del af et unikt og værdibaseret fællesskab i hospitalsledelsen, hvor direktion og afdelingsledelser sammen sætter retning og mål for Herlev og Gentofte Hospitals fremtid – sammen omsætter vi vision til virkelighed, mission til handling og værdier til adfærd.

Så drømmer du om at udvikle dine lederevner på en plastikkirurgisk afdeling på et hospital, hvor kulturen er præget af tillid og ordentlighed, og hvor patienten altid sættes først, så modtager vi gerne din ansøgning.

Stillingen er ledig til besættelse den 1. november 2026 eller efter nærmere aftale.

Løn- og ansættelsesvilkår Du bliver ansat på kontraktvilkår i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af lægelige chefer, indgået med Foreningen af Speciallæger og Regionernes Lønnings- og Takstnævn

Yderligere oplysninger om stillingen Ønsker du yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte vicedirektør René Priess på tlf. 2164 8354.

Ansøgningsfrist og proces for ansættelse Ansøgningsfristen er den 6. september 2026. Du sender ansøgningen via annoncelinket her på siden.

Ansættelsessamtaler gennemføres i to runder. Første samtalerunde forventes afholdt den 17. september 2026 og anden samtalerunde den 28. september 2026.

Ansøgere, som går videre til anden samtalerunde, gennemfører en personprofilanalyse. Dette sker elektronisk, og det forventes, at der gives personlig tilbagemelding i uge 39.

Idet faglig bedømmelse udgør en separat del af ansættelsesprocessen, bedes du i ansøgningen forholde dig til hvert af de syv kompetencer, som lægerollen Indeholder. Formålet med den faglige bedømmelse er at vurdere, om ansøgeren er i besiddelse af de nødvendige faglige kompetencer, som de formuleres i stillingsbeskrivelsen for den pågældende stilling, jf. Region Hovedstadens vejledning "Faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger" af 12. december 2019.

Alle henvendelser behandles fortroligt

Henvisningsmateriale

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herlev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Herlev Hospital, Borgmester Ib Juuls Vej , 2730 Herlev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-09-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/20b89370-5fff-4ca4-b16b-2cfd22c82fd0

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler