Hvad er det bedste ved at bo i Herlev - med dine ord?
“Der er så mange muligheder for at deltage i fællesskabet, mange aktiviteter for alle aldre. Her er også så meget dejlig natur, og så er Herlev alligevel så tæt på København.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Herlev til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Jeg taler jo ud fra det sted i livet, hvor jeg nu er, gået på efterløn og hvor jeg nyder at kunne gøre lige, som det passer mig. Jeg arbejder bl.a. som frivillig sprogtræner i Sprogcafeen på Herlev Bibliotek i Røde Kors regi. At være sprogtræner er et meget livsbekræftende frivilligjob, hvor man virkelig gør en forskel for de mange udlændinge, pt især iranere, som håber på en fremtid her i Danmark. Udlændinge som er super motiveret for at lære dansk, så de kan komme ud på det danske arbejdsmarked og forsørge sig selv og deres familie. Så Sprogcafeen er klart et dejligt sted at arbejde frivilligt, og jeg har også kun talt godt om det til venner og bekendte.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Jeg beskrives som en glad, generelt livlig, meget engageret person, går meget i dybden og all-in, når noget virkelig interesserer mig. Vedholdende (stædig 😬) hvilket som regel er en fordel, da det betyder, jeg ikke giver op og holder ved. Jeg er inkluderende, trofast og til at stole på.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“Når solen skinner, når jeg går udenfor og ofte møder nogen, jeg kender, som jeg lige får en hyggelig snak med. Mit arbejde i vores boligbestyrelse i Vestergården 1 gør mig også rigtig glad. I det hele taget muligheden for medindflydelse tager jeg imod med kyshånd, og mulighederne her i Herlev er mange. At danse til latinske rytmer er fantastisk, og nu sommeren er på vej, vil jeg deltage i nogle af de mange udendørs koncert- og danseaktiviteter, der er rundt omkring i Herlev og København.”
Hvem i Herlev vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Jeg vil først og fremmest sige tak til mine dejlige naboer, som er så søde og hjælpsomme, og som akut uden tøven, trådte til og hjalp mig, da jeg virkelig i en periode havde brug for det. Og så synes jeg bare Røde Kors Herlev generelt gør et fantastisk arbejde med alle de mange aktiviteter, de har gang i for os Herlevborgere.”