Afdelingsleder søges til ikke-steril lægemiddelproduktion hos Region Hovedstadens Apotek

dato

Vil du stå i spidsen for den ikke-sterile produktion – og være med til at sikre stabile lægemiddelleverancer på Region Hovedstadens Apotek?

Region Hovedstadens Apotek producerer livsvigtig medicin, som ingen andre laver – til patienter på hospitaler i Danmark og i særlige tilfælde også til Grønland og Færøerne. I Galenisk afdeling fremstiller vi ikke-sterile lægemidler, og netop nu søger vi en ny afdelingsleder til at stå i spidsen for den daglige produktion og udvikling.

Du får ansvar for en højt specialiseret produktion, hvor lægemidler fremstilles i både fast og flydende form – og hvor du som afdelingsleder spiller en nøglerolle i at sikre stabile leverancer, nærværende ledelse og tværfagligt samarbejde i en kompleks og meningsfuld kontekst.

Om Galenisk afdeling

Enheden for Service- og Galenisk Produktion er en del af Region Hovedstadens Apotek – Europas største hospitalsapotek med ca. 700 medarbejdere. På Apoteket producerer vi både sterile og ikke-sterile lægemidler og dækker hele værdikæden fra fremstilling til levering på hospitalerne.

Som afdelingsleder for Galenisk afdeling får du ansvar for ikke-steril serieproduktion i både fast og flydende form – fx orale opløsninger, cremer, salver, tabletter og pulver – og for ledelsen af ca. 25 medarbejdere, herunder operatører, farmakonomer og akademikere. Du bliver en del af et kollegialt og samarbejdende lederteam med fokus på koordinering, sparring og fælles fagligt ansvar.

"Det får en vigtig rolle – både for den daglige drift og for det, vi skal kunne i fremtiden. Vi har et stærkt fagligt fundament og gode folk – og din opgave handler om at skabe stabilitet, bygge relationer og udvikle samarbejdet. Det er en afdeling, hvor man kommer langt med tillid, nærvær og retning – ikke med kontrol," fortæller Louise Rasmussen Duckert, ansættende enhedschef.

Hvad bliver dine opgaver?

Som afdelingsleder har du ansvar for drift, daglig ledelse og udvikling af afdelingen. Du skal sikre en effektiv og GMP-compliant produktion, samtidig med at du viderefører en kultur præget af engagement, samarbejde og gensidig respekt. Dine vigtigste opgaver bliver at:

  • Sikre stabil drift og leverancer – og reducere restordrer
  • Implementere og forankre den nye tabletlinje i produktionen
  • Lede, udvikle og motivere et selvledende og tværfagligt team i et reguleret miljø
  • Understøtte et godt og respektfuldt samarbejde mellem faggrupper
  • Samarbejde med projektsupport og blandt andet vores kvalitetsafdeling
  • Bidrage til en tillidsfuld og samarbejdende ledergruppe
Rikke Stick Højmark, akademisk medarbejder i afdelingen, fortæller:

"Vi er vant til at bruge hinanden, arbejde selvstændigt og selv planlægge fx produktionen. Vi sætter pris på, at der er tillid til os og til det, vi laver. Vi ønsker os en leder, der er til stede, støttende og tydelig. Og så gør det en stor forskel, at man tager sig tid til at lære os at kende."

Hvem er du?

Du har erfaring med GMP-produktion og ledelse – og trives med at være tæt på både drift og mennesker. Du er god til at skabe struktur og ro i hverdagen, og du evner at sætte retning med tydelighed, varme og tillid.

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med ledelse af GMP-produktion i regulerede miljøer.
  • Erfaring med personaleledelse, gerne af et tværfagligt team
  • Har lyst til at tage ansvar for både drift og udvikling – og evne til at arbejde struktureret med drift, planlægning og forbedringer
  • Er tillidsvækkende, samlende og løsningsorienteret
  • Akademisk uddannelse inden for naturvidenskab, sundhed, farmaci, ingeniørfaget eller tilsvarende
Hvad får du ud af det?

Du bliver en nøgleperson i en produktion, der har stor betydning for patienter og sundhedsvæsenet. Du får ansvar og indflydelse i en organisation, hvor samarbejde og faglighed er grundlæggende værdier, og hvor du får mulighed for at skabe både stabilitet og udvikling i tæt samspil med dygtige kolleger. Og så lover vi, at du også får et godt grin i hverdagen, for i Galenisk afdeling har vi godt humør og holder af fællesskabet.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Interesseret?

Yderligere oplysninger kan fås ved opkald eller SMS til Bjarke Müller, rekrutteringskonsulent i Mercuri Urval, på +45 9135 6901, eller Louise Rasmussen Duckert, ansættende enhedschef, på +45 2120 3128. Du kan også læse mere om stillingen i vores baggrundsnotat.

Ansøgningsfristen er den 11. januar 2026, og du søger via vores online rekrutteringssystem. Vi holder første samtalerunde den 15. januar og anden den 23. januar samt benytter tests i udvælgelsesprocessen.

Om Region Hovedstadens Apotek

Region Hovedstadens Apotek er et offentligt sygehusapotek med ansvar for produktion, distribution og kvalitetssikring af lægemidler til hospitalerne i Region Hovedstaden, til de øvrige regioner samt til Grønland og Færøerne. Fra 1. januar 2027 bliver vi sammen med Region Sjælland til Region Østdanmark.

Apoteket producerer både sterile og ikke-sterile lægemidler – herunder cytostatika, antibiotika og magistrale præparater – og håndterer årligt mere end 100.000 recepter. Produktionen foregår under strenge kvalitetskrav, og apoteket har desuden ansvar for forsyningssikkerhed, rådgivning og lagerstyring for regionen.

Med ca. 700 medarbejdere dækker apoteket hele værdikæden fra produktion til patient – og arbejder tæt sammen med kliniske afdelinger, kvalitetsenheder og nationale samarbejdspartnere. Kulturen er præget af høj faglighed, ordentlighed, samarbejde og udviklingslyst.

Læs mere om Apoteket her.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herlev Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Region Hovedstadens Apotek, Marielundvej , 2730 Herlev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/a6857a2e-b54b-4c73-8658-8bbbcf44d2cf

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet