3 børn i Herlev venter på en voksenven

Foto: Børns Voksenvenner. 3 drenge i Herlev står på venteliste til en voksenven.
dato

Lige nu går 3 børn rundt i Herlev og håber, at en voksen i nærområdet har tid og lyst til at være noget særligt for dem. De står alle på venteliste til at få en voksenven hos organisationen Børns Voksenvenner.

Det er 2 drenge på 10 år og 1 dreng på 9 år. Og selvom de tre drenge er tæt på hinanden aldersmæssigt, har de forskellige interesser: En af dem elsker fodbold, fodbold og endnu mere fodbold, en anden er rigtig glad for svømning og at game, hvor den tredje har en stor interesse for elektronik og biler.

Matcherkoordinator i Børns Voksenvenner, Amanda Niemann Jørgensen, fortæller:

“Børnene har ikke brug for noget ekstraordinært. De har brug for en voksen, der vælger dem til og har tid til de små ting. Det kan være en tur på legepladsen, en gåtur eller en rolig stund sammen derhjemme. Aktiviteten er ikke afgørende. Det er nærværet.”

Som voksenven mødes man typisk med barnet et par timer 2-4 gange om måneden og laver helt almindelige hverdagsaktiviteter. Børns Voksenvenner matcher barn og voksen og støtter relationen undervejs.

“Vi oplever desværre ikke at få så mange ansøgninger fra voksne i lokalområdet, som vi kunne ønske os. Og det er ærgerligt, for vi ved jo, at der sidder mange derude, som ville være fantastiske voksenvenner for et barn. Det kræver ikke noget særligt. Hvis bare man har lysten til at bruge tid sammen med et barn,” siger Amanda Niemann Jørgensen.

Hvad er en voksenven?
En voksenven er en ekstra voksen i barnets liv, som bidrager med stabilitet, nærvær og positive oplevelser i hverdagen. Det kræver hverken særlige kompetencer eller erfaring at blive voksenven.

Ansøgning foregår via organisationens hjemmeside.

Det er muligt at blive voksenven for et barn på 6-15 år. Læs mere om det her.
Det er også muligt at blive familieven for et barn på 0-6 år. Læs mere om det her. 

Hvem er Børns Voksenvenner? 

Børns Voksenvenner er en landsdækkende frivillig forening med cirka 1250 frivillige, der deler en vision om at give børn flere tætte og trygge voksenrelationer, som giver dem mere selvtillid og større selvværd. Foreningen blev etableret i 1990 og har siden da skabt venskaber mellem børn, der kan have gavn af en ekstra fortrolig voksen eller en rollemodel, og frivillige voksne med tid og lyst til at gøre en forskel for et barn. 

Kilde: Børns Voksenvenner
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler